Retspleje

Dom for ulovligt fiskeri ankes

HIRTSHALS/NORGE:Skipperen og ejeren af fartøjet ”Isafold” må endnu en tur i retten i Norge. For hverken anklagemyndigheden eller forsvareren var tilfreds med afgørelsen tidligere på måneden, hvor skipperen blev tildelt en bøde på 50.000 norske kroner og rederiet Niels Jensen og Co. fik en bøde på en mio. norske kr. for ulovligt fiskeri af sild i norsk zone. Anklagemyndigheden havde krævet en bøde på 2,3 mio. norske kroner til rederen. Forsvareren for rederen og skipperen mener til gengæld, at straffen er for hård. Sagen opstod i januar, da “Isafold” var taget på sildetogt i norsk farvand, og fartøjet blev opbragt af den norske kystvagt, fordi den nødvendige licens til at fiske sild ikke var med om bord. Ankesagen kommer formentlig først for retten i løbet af efteråret.