Retspleje

Dom i skunksag stadfæstet

NORDJYLLAND:Den 25-årige Dan Minh Hieu, som retten i Hjørring idømte to og et halvt års fængsel og udvisning af Danmark for bestandig, fik dommen stadfæstet i Vestre Landsret, som i tre dage har behandlet ankesagen. Den 25-årige var dømt for sammen med tre andre vietnamesere at have dyrket skunk, som er en form for meget stærk hash, på to ejendomme i henholdsvis Ingstrup syd for Løkken og i Mylund ved Brønderslev. Hans forsvarer, Anne Mette Ovesen, mente, at, dommen var alt for hård i forhold til lignende domme. Anklager Lasse Svensson ville have dommen skærpet til tre års fængsel og udvisning for bestandig. Men landsretten var altså enig med retten i Hjørring. Den 25-årige var også dømt for brud på el-installatørloven. Et skunklaboratorium bruger masser af strøm, og for at spare udgiften fiflede de lidt med ledningerne. Faktisk så meget, at elselskabet Nyfors blev snydt for 93.000 kroner.