Lokalpolitik

Dom kan føre til regelsæt

Borgmester overrasket over bemærkninger om manglende faste retningslinier

SÆBY:Dommen i sagen, der betød en erstatning på godt en halv mio. kr. til den afskedigede leder af Sæby Renseanlæg, Finn Pedersen, kan ifølge borgmester Folmer Hansen (V) føre til, at der udarbejdes et regelsæt for ansattes hjemtagen af kommunale ejendele. - Nu skal vi lige have nærlæst dommen, men umiddelbart er jeg af den opfattelse, at vi måske kan blive nødsaget til at lave et regelsæt om ting, jeg ellers har betraget som en selvfølge, siger borgmesteren. - Dommens bemærkninger om, at der ikke findes faste retningslinier for, hvorledes kommunens ansatte skal forholde sig "ved private hjemlån af effekter tilhørende kommunen" overrasker mig ærlig talt. Jeg har betraget det som en selvfølgelighed, at ansatte ikke uden tilladelse kan tage ting ejet af kommunen med sig hjem. Så efter dommen kan jeg ikke udelukke, at det kan blive nødvendigt at få lavet et klart regelsæt, der indskærpes de ansatte. Folmer Hansen oplyser samtidig, at dommen, der gik kommunen imod med kendelsen om, at bortvisningen af Finn Pedersen ikke var berettiget, skal nærlæses, inden der tages stilling til, om kommunen vil anke. Det skal i så fald ske senest 14 dage efter dommens afsigelse i torsdags. - Vi satser på en hurtig afgørelse om anke eller ej, siger borgmesteren. Han tilføjer, at han personlig ikke er direkte overrasket over, at kommunen blev dømt til at betale erstatning. - Det har desværre ikke været muligt at opnå et forlig i sagen, slet ikke efter at den afskedigede stævnede kommunen med et erstatningsskrav på næsten 900.000 kr. Dommen betød "kun", at kommunen skal udrede en erstatning på godt en halv mio. kr. Borgmesteren har ingen kommentarer til, om sagens udfald kan ventes at få konsekvenser for kommunale ledere eller byrådsmedlemmer.