Dom: Tysk parlament fik EU-besked for sent

Merkels regering svigtede parlament forud for vigtige beslutninger om EU's redningsfond til eurolandene.

Udland 19. juni 2012 13:46 - Opdateret 19. juni 2012 13:47

Dom: Tysk parlament fik EU-besked for sent

Tysklands forfatningsdomstol siger i en dom tirsdag, at den tyske forbundsregering undlod at informere parlamentet i tide om sidste års forhandlinger om en redningspakke i eurozonen.

Dommen stopper ikke planerne om at få EU's permanente redningsfond (ESM) på plads i næste måned, men den betyder, at forbundskansler Angela Merkel fremover skal orientere parlamentarikerne i bedre tid.

Begge kamre i det tyske parlament, Forbundsdagen og Forbundsrådet, skal ifølge planen ratificere ESM og eurozonens finanspagt den 29. juni.

Domstolens afgørelse er en politisk sejr for miljøpartiet De Grønne, som havde kritiseret, at Forbundsdagen ikke hurtigt nok fik dokumenter om gældspakkerne.

Talsmænd for partiet siger, at De Grønne måtte tage kontakt til østrigske politikere for at få at vide, hvad der skete.

Den tyske forfatning siger, at forbundsregeringen i Berlin er forpligtet til at holde parlamentet velinformeret på en sammenhængende måde og på det tidligst mulige tidspunkt om forhandlinger på EU-plan.

Det var både forhandlingerne om den nye permanente redningsfond ESM, der går i luften 1. juli, og om finanspagten med dens regler om en koordineret økonomisk politik og budgetdisciplin, at regeringen ikke levede op til sine forpligtelser.

Parlamentet skulle senest den 6. april sidste år have set udkastet til EMS-traktaten, fastslår dommen.

Dommernes beslutning er et skridt frem mod stadigt mere ansvar til parlamentet i forbindelse med den europæiske integration, understreger forfatningsdomstolens præsident, Andreas Vosskuhle.

Han fastslår, at parlamentet aldrig må tildeles en rolle som en blot "blåstemplende instans".

Beslutningen ventes ikke at få direkte følger for bestræbelserne på at klare krisen i eurozonen.

- Denne dom er en vigtigt beslutning for, at vi kan tage ansvar i Europa. Dette er en god dag for demokratiet i Tyskland og Europa, siger Volker Beck fra De Grønnes partiledelse.

/ritzau/dpa

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...