Færdselsforseelser

Dom var forkert gengivet

AALBORG:Dommen var ikke korrekt gengivet, da vi her i avisen i går omtalte en sag med en spritbilist, som 11. maj påkørte to drenge på Loftbrovej i Nørresudnby. Drengene døde af kvæstelserne. I artiklen hed det, at den 27-årige spritbilist, der blev målt til en promille på 2,16, af Retten i Aalborg blev idømt en betinget frakendelse af kørekortet, 30 timers samfundstjeneste og en bøde på 6000 kroner. Det korrekte er imidlertid, at han blev idømt 14 dages fængsel, der blev gjort betinget af 30 timers samfundstjenste. Prøvetiden løber i to år. Desuden blev spritbilisten frakendt kørekortet to et halvt år ubetinget og fik en tillægsbøde på 6000 kroner. Bilisten var ikke tiltalt for uagtsomt manddrab ved at have kørt de to drenge på 14 og 15 år ihjel. Politiet og statsadvokaten har vurderet, at bilisten var uden skyld i ulykken, idet drengene kørende på en knallert svingede ud fra en sidevej og blev ramt af bilen.