Dom ventes med spænding

42-årig mand fra Aalborg er anklaget for mord og grove overfald på kvinder. Som i mange andre drabssager står retten over for en sag uden sikre beviser i ordets rette forstand. Men de tekniske indicier er så tungtvejende og vidneforklaringerne så belastede, at det vil undre de fleste, hvis der sker en frifindelse.

Drab 10. februar 2005 23:44

Sådan tegner billedet sig, inden en norsk domstol i dag træffer afgørelse i sagen mod en 42-årig mand fra Aalborg, som er anklaget for mordet på den 32-årige norske kvinde Gunn Merete Lode. Dertil kommer, at han anklages for grove overfald på kvinder i Aalborg. Seksuelt motiv Manden, der far til fire børn, nægter sig skyldig i samtlige anklager, men han har siden april sidste år været anklaget for mordet på den norske kvinde, der blev stukket ihjel i byen Bryne. Mordet fandt sted i august 2001, da nordjyden opholdt sig i byen som svejser, og han belastes især af dna-fund på den dræbte kvinde. Dels på hendes læber og dels under fingerneglene. Desuden har et hovedvidne i glimt set danskeren hive fat i den norske kvinde. Anklageren mener, at der var et sekuelt motiv til handlingen. Gunn Merete Lode manglede nemlig sine trusser, da hun blev fundet liggende livløs på gaden. Trusserne var skåret over og smidt i nærheden af mordstedet. Manden er udover knivmordet også tiltalt for grove overfald på tre kvinder i Aalborg, og opklaringen af de sager hænger nøje sammen med mordsagen fra Norge. Tilbage i sommeren 2003 trængte han ind til to søstre i en lejlighed i Falstersgade. Det har han erkendt, men han siger, at han ledte efter en fyr, der skyldte ham penge, og der skete ikke søstrene noget. Kvinders liv ødelagt Men her skilles vandene. Begge søstre var tydeligvis nervøse, men de gjorde et obverbevisende indtryk med en meget detaljeret forklaring, da de i Jæren Tingrett, blev afhørt om det mareridt, de havde gennemlevet. Begge blev holdt som fanger i lejligheden og truet med kniv, mens manden ledte efter noget. Overgrebet kulminerede, da storesøsteren blev tvunget med i Østre Anlæg og misbrugt seksuelt flere gange. Det grove overfald forblev uopklaret til november samme år, hvor en nabo til den 42-årige blev lokket ind i mandens lejlighed i Amagergade. Her blev hun kneblet, bagbundet og væltet omkuld på en seng. Det lykkedes kvinden at flygte, og da hun gik til politiet rullede sagen. I forbindelse med opklaringsarbejdet blev der taget en dna-prøve, der matchede en dna-prøve fra den uopklarede mordsag i Norge. De danske kvinder, som overlevede overfaldene, har alle fået ødelagt deres liv. De kan ikke sove om natten, tager medicin, går til psykolog og er generelt bange. De kræver sammen med familien til den dræbte Gunn Merete Lode torterstatning, hvis manden bliver dømt. Tilsammen et beløb i nærheden af en million kroner. Sex-fikseret Anklageren mener, at danskeren er farlig for sine omgivelser og har en forstyrret opfattelse af kvinder. Den påstand bygger blandt andet på flere arbejdskollegers vidneudsagn. De har i retten beskrevet nordjyden som eksremt sex-fikseret og med en meget nedladende holdning til, hvordan kvinder skal behandles. Derfor har statsadvokat Tormod Haugnes krævet, at danskeren bliver idømt forvaring - altså en tidsubestemt straf hvor han anbringes på en lukket anstalt. En sanktion med en mindstetid på 18 år. Hvis ikke retten mener, at en forvaringsdom kan komme på tale, kræver anklageren i stedet en almindelig fængselstraf på omkring 15 års fængsel. Hvis danskeren dømmes skyldig, kan han anke afgørelsen til det højere retsinstans, Lagmansretten og eventuelt også den norske højesteret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...