Dominoeffekt i Lodsgade og Ørnevejskvarteret

Byggeri 26. september 2005 06:00

FREDERIKSHAVN: Når der sker noget på gadeniveau, sker der også noget i de omkringliggende huse. Den såkaldte dominoeffekt har fejet gennem Lodsgade i Frederikshavn. Gaden er blevet gennemrestaureret med ny belægning, torv, udsmykning og en lille scene og et efter et bliver gadens huse nu restaureret. I Lodsgade 6 stak de fem ejere i ejerforeningen hovederne sammen og besluttede at gøre noget ved husets facade. Resultatet med nye zinkbeklædte kviste i tagfladen, nye to- og tre-fags vinduer i træ og den blå pudsede facade indbragte søndag ejerforeningen Byfondens diplom. På Vibevej 15 har Christel og Claus Madsen også ladet sig inspirere. Det gamle rødstenshus fra 1933 har fået en ansigtsløftning, som vil vække misundelse i Hollywood. Christel og Claus, der har ejet huset siden 1988, har med flid og ihærdighed vedligeholdt huset inde som ude, og blandt andet skiftet samtlige vinduer ud med nye trævinduer i de originale dimensioner. Vibevej hører til Ørnevejskvarteret, som voksede op omkring Ørnevejens Skole og mange af husene, inklusiv nr. 15, er opført efter tegninger fra Foreningen bedre Byggeskik, som blev oprettet i 1915 med det mål at skabe Bedre Byggeskik, hvor "de nye huse skal være enkle, hjemlige og smukke som de gamle var samt passe til den plads, de skal have, til den nytte, de skal gøre".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...