Domme jævnet ud i Mors-sag

To fik skærpet straffe for medvirken i afstraffelse af kvinde

Vold 6. marts 2009 05:00

VIBORG: Ganske som ventet udjævnede Vestre Landsret torsdag forskellene på de domme, som de seks dømte i den alvorlige sag om mishandling fra Mors tidligere havde fået ved byretten. Landsretten gjorde allerede onsdag ved afgørelsen om skyldsspørgsmålet det klart, at alle seks tiltalte var fælles om at have gennembanket og mishandlet en 43-årig kvinde fra Sejerslev på Mors. Hun blev i september 2007 efterladt nøgen og hjælpeløs på en grusvej ved Sallingsund. De blev alle frifundet for drabsforsøg, men dømt for grov vold under særdeles skærpende omstændigheder og med alvorlige følger for den forurettede. Hun sidder i dag på plejehjem. De to hovedmænd i mishandlingen, Ivan Rune Frank på 31 år og 32-årige Jolanda Bakker, fik hver syv års fængsel. For den førstnævnte var det en lempelse på et år i forhold til byretten. Et krav om udvisning til Holland for Jolanda Bakker blev også af landsretten afvist af hensyn til hendes mindreårige børn. To kvinder, den kun 21-årige Carina Wulffeld Jensen og den 46-årige Marianne Britt Madsen, fik hver skærpet deres domme med et år til henholdsvis tre og fem års fængsel, mens fængselsstraffen over den 28-årige Brian Carlo Frank på fire år blev stadfæstet. Landsretten stadfæstede også, at en 43-årig mand skal anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, uden at der er sat tid på længden af opholdet. Alle de dømte og den forurettede boede i Sejerslev på den sydlige del af Mors. Det kvindelige offer er i dag lammet og bor på plejehjem./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...