Dommedag med dreng

Cormac McCarthy: "Vejen" # # # # # #

Det gør ondt at læse denne roman om den mest nødvendige kærlighed af alle. Kærligheden til barnet. Det gør ind imellem så ondt, at man ikke orker at læse mere og lægger den fra sig. For at tage den op lidt efter. For man kan ikke andet end at følges med Cormac McCarthys faderfigur, der går ud ad vejen mod kysten med sin 10-årige søn i et fremtidsland, hvor landskabet er "gennemfuret, borteroderet og goldt." Hvor mennesker er døde, himlen er mørk, og alt, hvad de ejer, er en indkøbsvogn med de konservesdåser og tæpper, de kan finde i forladte huse og som ikke stjæles fra dem af onde mennesker. De sover ude i kulden. Vågner sammen under træerne. "Bagefter blev han bare siddende med kikkerten i hænderne og betragtede de askegrå dagslys der fortættedes over landskabet. Han vidste ikke længere andet end at drengen var hans eneste eksistensberettigelse. Han sagde: Hvis han ikke er Guds ord har Gud aldrig talt." Sådan står der på side otte i bogen, der egentlig ikke er en roman, men en lang lignelse over livets mening. Fortalt så skarpt og med så enkel en historie, at den er helt uafrystelig. Den er kynisk. Der dræbes for øjnene af barnet. Den er ond og nøgtern. Der er tatoverede bander. Men den er også så gennemsyret af tro på selve mennesket, at den blotte eksistens af far og søn giver håb om, at verden ikke er gået under. At den kan genopstå. Gud kan ikke have glemt dem, når de elsker hinanden. Sådan mærkes det. Og det er meget, meget troværdigt. Landskab og huse er detaljeret, næsten journalistisk beskrevet, og samtalerne ordrette og naturlige. Barnet er barn, følger faren med en hengivende opgivenhed og med det lille ord "okay" som den afsluttende bemærkning efter de fleste hændelser. Faderen tager sit ansvar på sig, da moderen ikke orker kampen. Det bliver en meget usentimental og maskulin bog om kærlighed og måske derfor så anderledes bevægende, at man drømmer om den. Man undgår ikke at se filmen for sig og vakler i søvne mellem at blive bange og nedtrykt, modervarm og håbefuld. Cormac McCarthy, der fik ideen under en vandretur med sin søn, nævnes som en af de store amerikanske forfattere, og "Vejen" fik også Pulitzerprisen sidste år. Den ligger i forlængelse af hans øvrige bøger, hvor "Ikke et land for gamle mænd" netop er blevet filmatiseret ("No Country for Old Men" spiller 21:20 hver aften i denne uge i Aalborg). Han er en meget amerikansk forfatter bundet i sit lands geografi, myter og stramme sproglige tradition for fortællinger under åben himmel uden et ord for meget. Og selv om "Vejen" foregår i USA, er den så universel, i det mindste i den kristne forståelse, at dommedagsfølelsen også rammer i hjertekulen i den sikre danske oversættelse. Læs den, før apokalypsen rammer. Charlotte Rørth charlotte.roerth@nordjyske.dk [ Cormac McCarthy: "Vejen" 264 sider, 279 kr. Oversat af Jan Hansen Gyldendal