Retspleje

Dommen modtaget med fatning

42-årige Kim Poulsen er ikke en mand, der viser mange følelser. Da han i går blev idømt 16 års fængsel for mord og seksuelle overgreb, var der overhovedet ingen udtryk at spore i hans ansigt. Han sad stille og roligt og fulgte sorenskriver Jon Høylands oplæsning af dommen.

- Efter afgørelsen, da dommerne havde trukket sig tilbage, lavede han nærmest sjov og lo med sine forsvarere. Udadtil virkede han ikke som en knust person, siger journalist Petter Olsen fra Stavanger Aftenblad, der overværede retssagen i går i Jæren tingrett i Bryne. Selv om aalborgenseren er far til fire børn og har familie både i Danmark og Norge, har han været helt alene under retssagen. Ifølge hans forsvarer, advokat Kjell Holst Sæther, er det for at skåne familien. Af samme grund har hans klient undervejs ændret efternavn. Selv om nordjyden ikke har sagt meget under den over en uge lange domsforhandling, så har der dog været små udbrud, der har skabt en vis undren blandt tilhørerne. Da han en dag i retten blev spurgt af en norsk politimand, om han var klar til få noget middagsmad, lød svaret: "jeg er født klar". Hvorefter Kim Poulsen i øvrigt konstaterede, at det mad, der blev serveret for ham i Norge, ikke var værd at spise. Over for sin forsvarer har Kim Poulsen givet udtryk for, at han føler sig uskyldig dømt, og at især pressen har ført an i en klapjagt, der har slået hårdt på, at hans dna er fundet på den dræbte norske kvinde. Derfor var det heller ingen overraskelse, at han på stedet ankede dommen til den højere instans, lagmannsretten. Sagen er allerede berammet til juni, og skulle nordjyden blive dømt en gang til, er det meget lidt sandsynligt, at han også får lov til at få skyldspørgsmålet prøvet i den norske højesteret. Strafudmålingen har han dog krav på at få vurderet. Da dommen faldt i går havde Kim Poulsen allerede siddet 525 dage i varetægtsfængsel, som skal trækkes fra de 16 år. Ligesom i Danmark er der i Norge mulighed for prøveløsladelse ved god opførsel, og hvis det er tilfældet, vil nordjyden formentlig kunne løslades, når 10 års fængsel er afsonet.