Dommen står ved magt: Bolt og Jamaica mister stafetguld

Den Internationale Sportsdomstol (CAS) har afvist appellen fra sprinteren Nesta Carter.

Nesta Carter gemte ansigtet, da han ankom til høring i CAS i november sidste år. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Nesta Carter gemte ansigtet, da han ankom til høring i CAS i november sidste år. Foto: Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Den Internationale Sportsdomstol (CAS) afviser appellen fra den jamaicanske sprinter Nesta Carter.

Dermed står det ved magt, at Jamaica mister guldmedaljerne vundet i 4 x 100 meter ved OL i Beijing 2008.

Det meddeler CAS i en pressemeddelelse torsdag.

Kendelsen ødelægger Usain Bolts perfekte stime med guldmedaljer på både 100 meter, 200 meter og 4 x 100 meter ved OL i både 2008, 2012 og 2016.

Nesta Carter udgjorde i 2008 Jamaicas OL-stafethold sammen med Bolt, Michael Frater, Asafa Powell og Dwight Thomas.

Carter løb første tur, og Usain Bolt førte stafetten frem som tredje mand på vej mod guldet og verdensrekorden på 37,10 sekunder.

Efter legene fremstod Nesta Carters urinprøve negativ, men den blev testet igen i 2016, og her viste den spor af et forbudt stof.

I januar 2017 blev han af et disciplinærpanel i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) kendt skyldig i en dopingforseelse, og Jamaica fik frataget guldmedaljerne.

I februar 2017 ankede han IOC's kendelse til CAS - altså uden held.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.