Dommer bandlyser tv-kameraer i Michael Jackson-retssag

Tv-kameraer er strengt forbudt under retssagen, hvor Michael Jacksons familie har sagsøgt AEG Live.

Dommer bandlyser tv-kameraer i Michael Jackson-retssag

Amerikanske journalister må ty til tastaturet eller papirblokken, når retssagen mod initiativtagerne bag Michael Jacksons comeback-turné løber af stablen.

En dommer i Los Angeles har nemlig forbudt tv-hold at filme fra retssagen, hvor Michael Jacksons mor, Katherine, og sangerens tre børn har sagsøgt AEG Live, promotoren bag Jacksons planlagte comeback-koncerter i London, for at være skyld i hans død.

Popkongens mor hævder, at AEG Live ignorerede tegn på dårligt helbred fra den verdensberømte sange.

Hun sagsøger endvidere koncertgiganten for i sin tid at have hyret Jacksons livslæge Conrad Murray, der nu afsoner en fireårig dom for uagtsomt manddrab.

Men alt dette skal altså gennemgås og evalueres uden lysende røde lamper fra diverse tv-kameraer, slog dommer ved Los Angeles Superior Court Yvette Palazuelos fast fredag.

Hun vil ikke afsløre begrundelsen for afgørelsen, men AEG Lives advokater har tidligere argumenteret med, at en eventuel tv-transmission vil kunne skabe røre og uro blandt fans og måske endda bringe vigtige vidner i sagen i fare.

Jackson-familiens juridiske team, som tidligere har repræsenteret stjerner som Diana Ross, Quincy Jones og Sharon Osbourne, har hele tiden været positive over for at lade tv-hold filme fra retssagen - men sådan bliver det altså ikke.

Hvis AEG Live bliver kendt skyldig, kan selskabet risikere at skulle betale langt mere, end hvad hele firmaet er værd. Ifølge Toronto Sun går Kathrine Jackson angiveligt efter svimlende 40 milliarder dollar.

Beløbet svarer ifølge Jacksons familie til de penge, Michael Jackson ville have tjent, hvis ikke han var afgået ved døden i 2009.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.