Dommer fængsler ni personer i sag om brune bude

Ni er blevet fængslet for hashhandel i en sag om såkaldte brune bude, der leverede hash på kundernes bopæl.

Ni personer i alderen 19 til 44 år er torsdag i et lukket grundlovsforhør ved Retten i Roskilde blevet fængslet i tre uger, sigtet for omfattende hashhandel.

Fængslingerne kommer efter, at Midt- og Vestsjællands Politi onsdag gennemførte en aktion mod en organisation af såkaldte brune bude.

Samtidig har knap 900 personer fået en sms fra politiet om, at der er bestilt hash hos de brune bude fra deres telefon.

Ifølge politiet har de mange hashkøbere været i kontakt med pusherne, der har taget imod kundernes bestillinger via sms'er eller opkald til et bestemt mobiltelefonnummer.

- I sms'en står der, at vi har aflyttet deres telefoner, og erfaringsmæssigt ved vi, at nogle så vil tage kontakt til os, mens andre ikke vil, sagde politiinspektør Svend Foldager onsdag.

I løbet af nogle dage vil sms-modtagerne også få et brev ind ad døren, oplyste han:

- Der står, at de har 10 dage til at kontakte politiet. Ellers vil sagen gå videre. Og så vil der blive foretaget en vurdering i de enkelte sager, om de skal have en bøde, eller om sagen skal for retten.

De anholdte har angiveligt relation til bandemiljøet i Roskilde og har ifølge DR Nyheders oplysninger haft kontakt til rockergrupperingen Bandidos.

De fængslede er sigtet for at have solgt mindre portioner hash, men det er sket mange gange, så den samlede mængde kommer op på over 20 kilo.

Politiets aktion foregik i et samarbejde med Roskilde Kommune, hvor politi og kommune sammen prøver at komme hashhandel og hashforbrug hos unge til livs.

Da torsdagens grundlovsforhør foregik for lukkede døre er det ikke muligt at få oplyst, hvordan de fængslede stiller sig til sigtelsen. Syv af de ni valgte dog at kære fængslingen til landsretten.

Også Nordsjællands Politi har tidligere sendt sms'er ud til personer, som har købt hash via de brune bude.

Københavns Politi har tidligere slået kløerne i flere hundrede personer, der har bestilt kokain med mobilen hos såkaldt hvide bude.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst