Dommer godkender mistanke mod 21-årig i skudsag

Ung mand nægter, at han forsøgte at dræbe 17-årig i Bagsværd. Politiet søger vidner, der så sort Mercedes.

Dommer godkender mistanke mod 21-årig i skudsag

Politiets beviser mod en mand i sagen om mandagens skud i Bagsværd har overbevist en dommer i Glostrup.

Samtidig søger Københavns Vestegns Politi vidner, der så de mistænkte i sagen køre væk i en ældre sort Mercedes med lille hækspiler.

I et grundlovsforhør tirsdag eftermiddag har dommeren besluttet at varetægtsfængsle den 21-årige mand i fire uger.

Han sigtes for mandag eftermiddag at have været med i en sort Citroën, hvorfra der på Triumfvej i Bagsværd blev affyret fire skud mod en 17-årig, som netop havde forladt et pizzeria.

Desuden sigtes han for bagefter at have stukket bilen i brand i en cykeltunnel under Gladsaxe Møllevej.

I den sigtelse, som advokaturchef Peter Godsk har læst op i tirsdagens grundlovsforhør, fremgår det ikke, om den 21-årige mistænkes for at have været chauffør, eller om han var den, der skød fra bagsædet af bilen.

Det hedder blot, at han var i selskab med mindst én anden person i bilen.

Politiet mener at have fastlagt, at den 21-årige og hans kammerat - og muligvis en tredje person - stak af fra den brændende bil ved at køre væk i en anden bil.

Flugten skete i den sorte Mercedes 300D, som har registreringsnummer AD 59 258. Bilen er årgang 1992. Bilen blev set køre ad Mørkhøjvej mod syd cirka klokken 15.27.

Hvis folk har set denne bil - eller den sorte Citroën - vil politiet meget gerne høre om det.

Den sigtede nægter sig skyldig i drabsforsøg og brandstiftelse. Men hvad han har forklaret, vides ikke. Retsmødet er foregået bag lukkede døre.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.