Dommer i Guerrero-sag: VM er kronen på hans karriere

Schweiz' højesteret forklarer begrundelsen for at lade Perus Paolo Guerrero deltage ved VM.

Ritzau
Paolo Guerrero er tilbage i landsholdstrøjen for Peru ved VM. Foto: Ernesto Benavides/Ritzau Scanpix
Retssag 31. maj 2018 16:54

Perus landsholdsanfører, Paolo Guerrero, fik torsdag grønt lys til at deltage ved fodbold-VM, selv om han er idømt en karantæne på 14 måneder.

Det skete, da Schweiz' højesteret afsagde en midlertidig kendelse, der sætter karantænen på standby, indtil den seneste appelsag er afgjort.

I begrundelsen for kendelsen fremhæver domstolen både VM's betydning for Guerreros karriere, spilleres og instansers opbakning til spilleren samt hans betydning for holdet.

Således bemærker dommeren, Christina Kiss, ifølge nyhedsbureauet AP, at Paolo Guerrero i en alder af 34 år ikke skal berøves muligheden for at deltage ved VM for første gang, og at VM "uden nogen tvivl vil sætte kronen på hans karriere".

Dommeren fremhæver også Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) og Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) holdninger i sagen.

- Hverken den ene eller den anden var kategorisk imod (at lade ham spille), skriver domstolen i kendelsen ifølge AP.

Tidligere torsdag meddelte Den Internationale Sportsdomstol (CAS), at heller ikke den ville protestere, hvis den schweiziske domstol besluttede at lade Guerrero deltage ved VM.

Dommer Kiss forklarer ifølge AP også, hvordan Paolo Guerrero har nydt godt af en "usædvanlig bølge af solidaritet". Blandt andet i form af breve fra anførerne på de tre hold, som Peru møder i gruppespillet ved VM: Danmark, Frankrig og Australien.

Et sidste væsentligt punkt i afgørelsen er, at det ville have en negativ effekt på Paolo Guerreros holdkammerater, hvis de skulle undvære deres "emblematiske" anfører.

Peru deltager ved VM for første gang siden 1982.

Paolo Guerreros er testet positiv for kokain.

Han har forklaret, at den positive dopingprøve må være affødt af, at han drikker te lavet på koka-blade.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...