Bortførelser

Dommer: Mild dom for bort- førelse af søn BILLIGT: 72-årige Villy Jensen bortførte sin søn og overtrådte loven, men skal ikke i fængsel

BROVST:Prøvetid på et år uden fastsættelse af straf samt betaling af sagsomkostninger. Sådan lød dommen i går, da Villy Jensen var tiltalt for at have bortført sin egen søn. Dommeren og de tre domsmænd var ikke i tvivl om, at 72-årige Villy Jensen havde overtrådt Servicelovens §156 ved at bortføre sin egen søn, men ikke desto mindre var der formildende omstændigheder ved sagen. – Det er en af de mildeste domme, forklarede dommer Jeanette Andersen til Villy Jensen ved domsafsigelsen. At Villy Jensen får en dom med prøvetid betyder, at han, hvis han ikke gør noget kriminelt inden for de næste 12 måneder, vil være straffri. Begår han derimod kriminelle handlinger i perioden, vil sagen om bortførelse blive taget op i forbindelse med en anden straffesag. Forsvarer: Pæn dom Både Villy Jensen og hans forsvarer var meget tilfredse med resultatet. – Jeg synes, det er en pæn dom, sagde Annelise Andersen, forsvarer for Villy Jensen gennem hele den to år lange sag om kampen om hans fireårige søn. Villy Jensen og hans kone har gennem knap to år kæmpet med Jammerbugt Kommune om at finde den rigtige plejefamilie til deres søn. Villy Jensen gik under jorden – eller på ferie, som han selv kaldte det – med sin dengang to-årige søn, da Jammerbugt Kommune ønskede at tvangsfjerne drengen til en familie, som Villy Jensen og hans kone ikke kunne acceptere. Glade for nye plejeforældre I dag er Villy Jensens søn i pleje hos en familie i lokalområdet, som både kommune, barn og forældre er glade for. Villy Jensen og hans kone ser deres søn hver anden weekend. Med den milde straf er det som prikken over i'et, mente Villy Jensen, der straks ved domsafsigelsen godkendte dommen. – Det er vel i orden. Jeg skal jo ikke i fængsel, og det er jo altid noget. Det er den billige løsning. Vi skal jo ikke ud at rejse foreløbig, konstaterede Villy Jensen, da retten var hævet. Om Nordjyllands Politi vil anke dommen er endnu ikke afgjort. Anklager Peter Rask havde talt for betinget fængsel i op til seks måneder, men måtte gå fra retten med et langt mildere resultat, selvom Villy Jensen havde overtrådt loven.