Retspleje

Dommer undrer sig over kommune

En halvvoksen dreng blev sidste år i retten i Hjørring dømt for grove seksuelle krænkelser af sin lillebror. Alligevel har de to brødre i en lang periode efter domfældelsen boet sammen hos den ene forælder.

- Man kan godt undre sig over, at kommunen accepterer, at drengene bor under samme tag, siger dommer Mogens Pedersen, som sammen med to domsmænd fandt storebroderen skyldig. - Jeg kan ikke udtale mig om konkrete sager. Det må jeg ikke, siger Nina Kragh Pedersen, leder af forebyggelsesafsnittet i Hjørring Kommune, til spørgsmålet om, hvordan det kan være, at de to brødre fortsat bor sammen. Om Mogens Pedersens undren siger hun: - Hvor ved dommeren det fra? Det ved han ikke en snus om. Efter domfældelsen ved dommeren ikke mere om sagen. Sagen er i øvrigt endnu ikke afsluttet i retssystemet. For selv om byretten har taget stilling til skyldsspørgsmålet, så er straffen ikke udmålt endnu. Storebroderen, der nægter sig skyldig, kan derfor stadig anke dommen.