Retspleje

Dommere: Vi indretter os

NORDJYLLAND:Dommer Helle Dietz fra Retten i Hjørring kender alt til, at folk i stor stil aldrig dukker op til de bødesager, som retten indkalder dem til. Men det er op til politikerne at afgøre, om reglerne skal laves om, mener hun. - Folk har lov til at blive væk, og det er ikke sådan, at vi bare sidder og kigger ud i den blå luft. Vi indretter os også efter det i retten. Blandt andet berammer vi flere sager på samme tidspunkt, fordi erfaringen viser, at de fleste ikke møder op. Det medfører nogle pauser af kortere varighed, men vi sidder vi også og kigger på sagerne. Vi sætter ikke bare et stempel, siger dommeren i Hjørring. Hun gør opmærksom på, at i civilretssager afsiger byretterne i meget stort omfang domme bag et skrivebord. Hvis Hansen stævner Pedersen med krav om erstatning, og Pedersen ikke reagerer, behøver retten ikke at indkalde parterne. Så laver dommeren sin afgørelse på kontoret. - Den ordning fungerer vældig godt i civilretten, men den store forskel er jo, at det trods alt kun drejer sig om penge. I strafferetten risikerer man en plet på straffeattesten, og det anses for at være mere alvorligt, vurderer Helle Dietz. Dommerkollega Marianne Sonne fra Hobro er også betænkelig ved en lovændring, som åbner for, at bødesager kan afgøres allerede hos politiet. Selv om det kan spare retterne for en vis mængde kontorarbejde. - En sag er en sag, uanset om den er lille eller stor, og det er trods alt en strafbar handling, man er oppe imod, og for den enkelte kan sagen godt virke stor, selv om den for andre er lille. Derfor er det godt nok, at man har mulighed for at få prøvet selv små bødesager i retten, siger Marianne Sonne. Hun mener også, at der er forskel på sagerne. I de få sager, hvor folk trods alt møder op i retten, drejer det sig ofte om overtrædelser af særlovgivningen. For eksempel landbrugsloven, og Hobro-dommeren nævner som et konkret eksempel, at hun for nylig behandlede en lille bødesag om flyvehavre på en mark. Her var tiltalte mødt op for at gøre sit synspunkt gældende. Dommerfuldmægtig Mai-Britt Bæk Johansen fra Retten i Frederikshavn synes heller ikke, at det nuværende system bør ændres. - Det er et godt princip, at man altid kan få sin sag prøvet. Det er rigtigt, at mange ikke dukker op, men blandt de få, der kommer, hænder det da, at jeg nedsætter en bøde på grund af indtægtsforhold eller alder, så for nogen kan det godt svare sig at møde i retten.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste