Domstol beordrer ægteskabsalder for piger i Indonesien hævet

Politikere har fået tre år til at hæve den nuværende minimumsalder på 16 år for at indgå ægteskab for piger.

Ritzau
Senest om tre år skal Indonesien have hævet ægteskabsalderen for piger, har en dommer besluttet. Den nuværende minimumsalder er 16 år. (Arkivfoto)
Politik 15. december 2018 05:13

JAKARTA: Indonesiens forfatningsdomstol har givet landets lovgivende forsamling ordre om at hæve minimumsalderen for piger for at indgå ægteskab.

Ifølge domstolen kan den nuværende minimumsalder på 16 år være potentielt skadelig for pigerne.

Samtidig siger dommer Anwar Usman, at loven er i strid med en anden lov om beskyttelse af børn, der definerer et barn som en person under 18 år.

Sagen er bragt for retten af en sammenslutning af tidligere barnebrude og ligestillingsaktivister. Torsdagens afgørelse ses som et skridt på vejen mod at gøre en ende på børneægteskaber i Indonesien.

Forfatningsdomstolen har givet landets politikere tre år til at revidere den såkaldte 1974-lov, der omhandler ægteskab. Domstolen undlod dog at komme med en anbefaling for en passende alder for ægteskab for piger.

Ifølge den nuværende lovgivning kan piger under 16 år gifte sig, hvis deres forældre søger om dispensation ved en religiøs domstol.

Mænd i Indonesien må først blive gift, når de er 19 år.

Hvert år bliver en ud af syv indonesiske piger gift, før de er fyldt 18 år. Det viser tal fra FN's børneorganisation, Unicef.

Selv om uddannelse og økonomiske fremskridt har reduceret forekomsten af børneægteskaber i Indonesien, har begrebet ligget på omtrent det samme niveau i perioden fra 2008 til 2015, oplyser Unicef.

Tidligere forsøg på at hæve den ægteskabelige minimumsalder for piger til 18 år i Indonesien har fejlet. Det er sket på grund af modstand fra religiøse konservative i landet, der har verdens største overvejende muslimske befolkning.

/ritzau/dpa

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...