Domstol forlænger straf til russisk historiker til 15 år

Historikeren Jurij Dmitrijev, som afdækker stalintidens forbrydelser, har fået hævet sin straf med to år.

Russian historian Yuri Dmitriev is escorted by police officers after a court hearing in Petrozavodsk <i>Anton Vaganov/Reuters</i>

Russian historian Yuri Dmitriev is escorted by police officers after a court hearing in Petrozavodsk Anton Vaganov/Reuters

En russisk domstol har mandag forlænget en fængselsstraf på 13 år til 15 år for en fremtrædende Gulag-historiker, Jurij Dmitrijev.

Ifølge hans tilhængere bliver han straffet for at have afdækket massegrave og andre rædsler fra sovjetæraen.

Dmitrijev blev i 2020 idømt 13 års fængsel. Det skete ved en stærkt omdiskuteret retssag.

Den 65-årige historiker er også lokal leder af menneskerettighedsgruppen Memorial i Karelia-regionen. Her har han arbejdet med at afdække den undertrykkelse, der fandt sted i Sovjetunionen.

Rusland har taget skridt i retning af at forbyde Memorial. Statsanklagere beskylder gruppen for at være en såkaldt udenlandsk agent.

Jurij Dmitrijev har især afdækket, hvad der skete under Stalin-regimet. Blandt andet udrensninger og politiske forfølgelser.

Han er blevet fængslet for en kontroversiel dom. I den blev han kendt skyldig i at have misbrugt sin adoptivdatter seksuelt. Han nægter sig skyldig.

Oprindeligt blev han idømt tre og et halvt års fængsel. Efter planen skulle han have været løsladt i november 2020, hvor han havde afsonet den oprindelige straf.

Men få uger inden greb en domstol ind. Den besluttede, at der skulle lægges ti år oven i straffen.

Mandag imødekom en lokal domstol så anklagemyndighedens krav om yderligere at forlænge af straffen.

- 15 år til Jurij Dmitrijev, skriver Memorial på Twitter.

Straffen skal afsones i en særligt sikret straffekoloni. Det oplyser hans advokat til nyhedsbureauet Reuters.

Advokaten tilføjer, at de vil anke afgørelsen.

På forhånd har Ruslands højesteret afvist at behandle sagen.

Ifølge Memorial er anklagerne mod Dmitrijev grundløse.

USA's ambassade i Moskva kritiserede sidste år dommen mod ham i skarpe vendinger. Ambassaden kalder det et tilbageskridt for menneskerettigheder. Samt et tilbageskridt for sandheden om Ruslands historie.

/ritzau/AFP