Domstol tillader nynazisters mindemarch for Hess

BERLIN:Tyske nynazister får i dag alligevel lov til at afholde en mindemarch for naziføreren Adolf Hitlers stedfortræder, Rudolf Hess, i den bayerske by Wunsiedel, hvor Hess er begravet. Forfatningsdomstolen i Karlsruhe omstødte sent torsdag et demonstrationsforbud, som Bayerns forvaltningsdomstol udstedte i sidste uge på anmodning fra myndighederne i Wunsiedel. I fjor var det forvaltningsdomstolen selv, der i sidste øjeblik ophævede forbuddet, hvorefter op mod 2500 nynazister var mødt op i den lille by, som kun har 10.500 indbyggere, og som til tider har været et regulært valfartssted for højreekstremister. Forfatningsdomstolen begrundede sin afgørelse med, at den forfatningssikrede forsamlingsfrihed ikke skulle indskrænkes, blot fordi myndighederne frygter, at det kommer til sammenstød. Der er også planlagt en moddemonstration lørdag, hvor politiet har bebudet skrappe sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre sammenstød. Politiet oplyste fredag, at vold under ingen omstændigheder vil blive tolereret, og at potentielle ballademagere vil blive stoppet ved politiafspærringer på indfaldsvejene til Wunsiedel. Rudolf Hess, der var en af nazismens veteraner, blev ved Nürnberg-tribunalet i 1946 idømt livsvarigt fængsel. Da han i en alder af 93 år begik selvmord 17.august 1987, havde han i 21 år siddet alene som den sidste tilbageværende krigsforbryder i det tidligere militærfængsel i Berlin-Spandau. Netop hans årelange status som enefange gjorde Hess til martyr for nynazisterne. /ritzau/