Don Ø indstillet på at gå uden for døren

Fodbold 1. maj 2007 06:00

KØBENHAVN: Konkurrenterne i Superligaen og den bedste danske håndboldrække spærrede formentlig øjnene op, da Flemming Østergaard mandag blev medlem af TV2’s bestyrelse. Men de behøver ikke at frygte, at FCK får bedre omtale og en større del af tv-pengene ud af bestyrelsesposten, siger Flemming Østergaard. - Vi er professionelle, så det kan vi sagtens skille ad. Ligeså snart bestyrelsen behandler noget, der vedrører FCK eller min forretning, så går jeg uden for lokalet. Sådan er det i alle bestyrelser. Og hvis der er nogen, der er bekymret for tv-aftalerne, så udgør de under én procent af vores samlede omsætning, så det kan næppe vælte noget læs, siger Flemming Østergaard til Ritzau. Han forventer i øvrigt, at TV2 behandler FCK som hidtil, “ellers får de nogen på tæven”. Østergaard er formand for Parken Sport & Entertainment A/S, der blandt andet står bag SAS Liga-holdet FC København og FCK Håndbold. Og han håber, at kunne bringe erfaringerne fra erhvervslivet og underholdningsbranchen ind i arbejdet med at udvikle TV2. - Jeg har en masse viden om forretninger generelt, og jeg kender også til mediebranchen, så alt i alt håber jeg, at kunne bibringe en hel del til TV2. Og det er vel også derfor, jeg er blevet spurgt, siger Flemming Østergaard. Han vil dog ikke oplyse nærmere om sine visioner for stationen. Opfordringen til at træde ind i bestyrelsen kommer fra Flemming Østergaards gode ven kulturminister Brian Mikkelsen (V), der ofte gæster Parken. Østergaard er samtidig kendt for at have et godt forhold til TV2’s direktør Per Mikael Jensen, men han afviser, at der er tale om vennetjenester. - Jeg er gode venner med halvdelen af Danmark, så skulle jeg lade være med at gå ind i noget. Jeg er professionel nok til at skille tingene fra hinanden, og jeg har mine meninger. Hvis der er nogen, der tror, de kan ændre dem, så tager de fejl. Jeg er parat til at sige fra, hvis nogen siger noget vrøvl i bestyrelsen, siger Flemming Østergaard. Flemming Østergaard blev valgt ind i bestyrelsen på TV2’s ordinære generalforsamling. Han er valgt for en periode på to år. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...