Udland

Donald Trump høster formel støtte ved partikonvent

Republikanerne i USA har nu formelt nomineret Donald Trump som partiets præsidentkandidat ved konvent i Ohio.

Mangemilliardæren Donald Trump er tirsdag aften lokal tid officielt blevet nomineret som Republikanernes præsidentkandidat.

Han har ved partiets konvent i Cleveland, Ohio, fået opbakning fra 1237 delegerede. Det er det magiske tal for at sikre sig et flertal.

Det var ventet, at Republikanerne ville pege på Donald Trump, da han er den eneste tilbageværende kandidat i det republikanske kapløb.

Officielt bliver Donald Trump først partiets kandidat, når han accepterer nomineringen. Det ventes at ske torsdag på konventets sidste dag.

Den formelle nominering af Donald Trump som Republikanernes præsidentkandidat gik i gang tirsdag aften lokal tid.

Det betyder, at hver delstat én efter én offentliggør, hvem statens delegerede peger på. Det er tidligere blevet afgjort ved de respektive staters primærvalg de seneste måneder.

Allerede inden at samtlige staters resultater er blevet meddelt, står det dog klart, at Donald Trump skal kæmpe om en plads i Det Hvide Hus ved præsidentvalget i november.

Dog har nogle delstater også givet stemmer til Ted Cruz, en af Trumps tidligere modstandere i kapløbet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst