Alternativ energi

DONG dropper klagesager

Selskabet kan ikke leve med tvivl om ansvarlighed

KØBENHAVN:DONG opgiver at tvinge kommuner til at bruge naturgas og trækker derfor fem klagesager tilbage fra Energiklagenævnet og domstolene. Sagerne var anlagt mod fjernvarmeværker i naturgasområder, der ønsker at satse på vedvarende energi så som solvarme og biobrændsel. Tilbagetrækningen sker efter en artikel i Politiken, hvor blandt andre Sønderborgs borgmester, Jan Prokopek Jensen (S), kritiserer DONG for at bremse CO2-reducerende projekter. - Af en artikel i dagspressen fremgår det, at DONG Energy med disse klagesager ønsker at blokere for udbredelsen af grøn energi. Intet kan være mere forkert. DONG Energy arbejder kontinuerligt for udbredelsen af mere miljøvenlig vedvarende energi. Men artiklerne skaber tvivl om selskabets troværdighed og ansvarlighed. Den tvivl kan vi ikke leve med, hvorfor vi i dag har besluttet at trække vores klagesager tilbage, siger administrerende direktør i DONG Energy, Anders Eldrup, i en pressemeddelelse. DONG henviser til, at sagerne er anlagt for at få afprøvet, om kommunerne har ret til at omlægge fra naturgas til vedvarende energi i områder, der i forbindelse med naturgasudbygningen i sin tid blev udlagt som naturgasområder. Det skete for at få økonomi i naturgasledningerne. Men det går ud over projekter med vedvarende energi. En af klagesagerne, som altså nu er trukket tilbage, handler om bydelen Vollerup ved Sønderborg, hvor kommunen vil opføre en ny bydel med miljørigtige huse opvarmet med solvarme og biobrændsel. Kommunen satser på at skaffe varme til en bydel med 1100 huse fra bl.a. et stort solfangeranlæg. - Det er det rene galimatias. Isoleret set kan jeg godt forstå, at DONG gerne vil sælge noget gas, men jeg står helt uforstående overfor, at de vil bremse projekter, der reducerer CO2-belastningen, siger Sønderborgs borgmester, Jan Prokopek Jensen (S), til Politiken./ritzau/