DONG-ELSAM Energikæmpe 54 milliarder værd

Virksomhedsøkonomi 15. februar 2005 05:00

KØBENHAVN: Den nye energigigant Elsam-Dong har en børsværdi på over 54 milliarder kroner, viser beregninger, dagbladet Børsen har foretaget. De store værdier skabes ved at lægge Elsam, Dong, Energi E2, Københavns Energi og Frederiksberg Forsyning sammen i en bredtfavnende koncern, der dækker alle energisektorens led. De mest sammenlignelige konkurrenter på det europæiske marked handles i dag til børskurser, der svarer til 12,4 gange indtjeningen - den såkaldte P/E-værdi. I rammeaftalen for fusionen stræbes efter en børsnotering i slutningen af i år eller i begyndelsen af 2006, og Dong-chefen, Anders Eldrup, forventer trods de seneste opkøb at nå det mål. Regeringen vil sælge 49 procent af aktierne ved en børsnotering. Med den beregnede børsværdi vil det udløse et aktiesalg på 26,5 milliarder kroner. Det er det største danske aktieudbud nogensinde. Aktiesalget skæmmes dog af en massiv gældsbyrde på over 40 milliarder kroner. Det betyder, at hovedparten af de penge, som aktiesalget indbringer, skal bruges til at betale gæld med eller til at købe aktionærer ud. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...