Dong øger bundlinjen med en milliard i første kvartal

Især vindkraft er med til at øge Dongs overskud i første kvartal markant i forhold til sidste år.

1. maj 2014 14:15

De nye ejere i Dong Energy kan være tilfredse med koncernens regnskab for første kvartal i år. Dong fik et resultat efter skat på 1,6 milliarder kroner, hvilket var 1,1 milliarder kroner højere end første kvartal i 2013.

Forbedringen skyldtes ifølge Dong primært det højere driftsresultat (EBITDA). Det udgjorde 6,3 milliarder kroner i de tre første måneder af 2014 mod 4,6 milliarder kroner i samme periode sidste år. Fremgangen skyldes blandt andet mere gang i vindmøllerne, lyder det fra Dong.

- Indtjeningen blev yderligere styrket med en stigning i EBITDA på 1,7 milliarder kroner i forhold til første kvartal 2013. Forbedringen er drevet af højere produktion i E&P og Wind Power, lavere omkostninger og avance ved det delvise frasalg af London Array- havmølleparken.

Det siger Dongs administrerende direktør, Henrik Poulsen, i en pressemeddelelse.

- Det er specielt tilfredsstillende at se de markante fremskridt i Wind Power, hvor vi i øjeblikket udbygger vores globale førerposition indenfor udvikling, opførelse og drift af havmølleparker.

- De positive tendenser blev delvist modvirket af fald i indtjeningen i Thermal Power og Customers & Markets ikke mindst drevet af varmt vejr i første kvartal, siger han.

Der blev gennemført frasalg for 6,2 milliarder kroner i første kvartal 2014.

Sidst i januar godkendte et flertal i Folketingets Finansudvalg salget af en del af Dong Energy til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs samt danske ATP og PFA.

Aftalen lød, at de tre investorer kunne skyde tilsammen 11 milliarder kroner i koncernen og dermed indtræde i ejerkredsen.

I alt har Dong solgt fra og fået tilført egenkapital for 33 milliarder kroner i forbindelse med den handlingsplan, som blev afsluttet i første kvartal, lyder det i regnskabet.

Det betyder, at Dong har kunnet nedbringe sin gæld fra 19,4 milliarder kroner fra udgangen af 2013 til 6,4 milliarder kroner ved udgangen af marts i år. Egenkapitaludvidelsen og frasalg gav tilsammen 18,9 milliarder kroner.

- Det har markant reduceret vores gæld og skabt grundlaget for, at vi kan fortsætte vores vækstinvesteringer og udbygning af Dong Energys stærke markedspositioner i Nordvesteuropa, siger Henrik Poulsen.

Dong investerede 3,8 milliarder kroner i første kvartal - primært i havvindmølle-aktiviteter og olie- og gasfelter.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...