Dong vil opføre to nye havvindmølleparker

Naturvidenskab 9. december 2007 05:00

KØBENHAVN: Energiselskabet Dong Energy vil opføre og drive to havvindmølleparker i Storbritannien, Walney Island og Gunfleet Sands II, oplyser selskabet. Walney Island i det irske hav 15 kilometer fra den engelske vestkyst bliver på 42 møller med en kapacitet på 151 megawatt. Gunfleet Sands i floden Themsens udmunding bliver på 18 møller med en kapacitet på 64 megawatt. Begge havvindmølleparker skal producere strøm fra 2010. Der er tale om investeringer på henholdsvis 3,8 og 1,4 milliarder kroner. - Beslutningen om at opføre de to nye havvindmølleparker er et vigtigt led i Dong Energy¿s strategi om at øge mængden af elektricitet fra vedvarende energikilder, siger administrerende direktør, Anders Eldrup. Sammen med havvindmølleparkerne Gunfleet Sands I og Horns Rev II, som Dong Energy også er i gang med at opføre, vil selskabets produktionskapacitet inden for vind- og vandenergi i 2010 være øget med over 60 procent i forhold til i dag. Selskabet oplyser ikke, hvem der skal levere møllerne. I Gunfleet Sands I er det Siemens, der har leveret møllerne. Dong Energy trak forleden dårlige overskrifter, fordi selskabet sideløbende med de grønne projekter i Storbritannien også planlægger at lægge billet ind på et kulfyret kraftværk ved den tyske by Greifswald ved Østersøen. Dong Energy forsvarer kraftværket med, at det er topmoderne og kan mindske CO2-udledningen med op til 40 procent i forhold til de mindst effektive af de tyske kraftværker. Den endelige beslutning om investeringen træffes først i slutningen af 2008, men planerne kritiseres skarpt af flere partier i Folketinget. Såvel Socialdemokraterne som SF og Enhedslisten anser kulkraftværket for et dårligt signal op til FN¿s igangværende klimamøde i Bali, som er en forløber for klimatopmødet i København i 2009. Socialdemokraternes energiordfører, Mette Gjerskov, vil have klimaminister Connie Hedegaard (K) til at gå ind i sagen./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...