Dopingbekæmper anmeldte mulig matchfixing i Aalborg

Anmeldte sagen i februar

Michael Ask, der er direktør i Anti Doping Danmark (ADD), står som formel anmelder af sagen om mulig matchfixing i en superligakamp i oktober 2019. Sagen blev anmeldt til Nordjyllands Politi i februar.

Michael Ask, der er direktør i Anti Doping Danmark (ADD), står som formel anmelder af sagen om mulig matchfixing i en superligakamp i oktober 2019. Sagen blev anmeldt til Nordjyllands Politi i februar.

AALBORG:Der gik fire måneder, fra sagen om mulig matchfixing i en superligakamp i oktober landede på bordet hos de danske idrætsmyndigheder, til den blev anmeldt til Nordjyllands Politi i februar.

Michael Ask, der er direktør i Anti Doping Danmark (ADD), står som anmelder af sagen, og det skete i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund (DIF).

- Jeg kan bekræfte, at vi har anmeldt den til Nordjyllands Politi. Det har vi gjort efter koordinering med DIF. Det er sådan set mig, der står på som anmelder rent formelt, siger Ask.

Det skyldes, at ADD er udpeget til sekretariat for den nationale platform til bekæmpelse af matchfixing.

ADD driver også den digitaliserede linje, der hedder Stop Matchfixing. De ansatte, der også sidder med antidopingarbejde, modtager her henvendelser om matchfixing.

- Vi prøver at finde ud af, om der er hold i det. Vi prøver at afklare, om det er strafbart, og så er det politiet, der skal tage sig af det, eller om det er uetisk adfærd, og så ender sagen hos DIF's matchfixingsekretariat.

- Vi er en visiteringscentral, der modtager de her ting og fordeler dem videre. Vi har ikke egentlige efterforskningskompetencer. Det har politiet eller DIF, afhængigt af om det er det ene eller andet, forklarer Ask.

Henvendelserne kan komme på forskellige måder og fra forskellige sider.

- En mulighed er, at det kommer fra spilleselskaberne, som overvåger spillemønstre og melder ind, hvis der er noget, der ser mistænkeligt ud.

- En anden mulighed er, at det kommer fra idrætten selv. Fra atleter eller nogen omkring sporten. Det er de typiske måder, det starter på, siger Ask.

Problemet med sagerne er, at de kan være vanskelige at efterforske.

- De her sager er svære at bevise, da det ofte er noget, der allerede er sket.

- Ofte er der tale om bagmænd, der sidder et eller andet sted i Asien og har nogle mellemmænd, der påvirker nogen til at gøre noget bestemt i en idrætsarena.

- Den kontakt, der har været mellem dem, er ofte foregået måneder tilbage. Det er svært at bevise, siger Ask.

Poul Broberg, chef for matchfixingsekretariatet i DIF, fortæller, at sagen også landede på hans bord. I første omgang til en vurdering.

- Vi fik en henvendelse en uges tid efter kampen tilbage i slutningen af oktober. Og så undersøgte vi efterfølgende oplysningerne internt i en periode, inden vi i samarbejde med ADD gik videre med den til politiet, siger Broberg.

Han forklarer, hvorfor der gik nogle måneder, før anmeldelsen lå hos politiet.

- Det skyldes undersøgelserne, der pågik i den periode, ligesom der var en dialog med politiet, der pågik i den periode i forhold til de oplysninger, der var til stede.

- Politiet har sådan set været inddraget med oplysninger hele vejen igennem. Men hvis de skal tage de her sager seriøst og bruge tid på dem, så kræver det også, at der forinden er noget underbyggende materiale.

- Ellers er der en kæmpe risiko for, at det ender allerdybest nede i politiets sagsmængder og prioriteringer, og så er vi lige vidt, forklarer Broberg.

Troels Jul Kjærgaard, politikommissær i Nordjyllands Politi, fortæller, at efterforskningen fortsat er i gang i forbindelse med den pågældende kamp.

- Vi har ikke sigtet nogen i sagen. Og vi efterforsker en enkeltstående hændelse i kampen, det drejer sig ikke om hele kampen, understreger Troels Jul Kjærgaard.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.