Brovst

Dorte vil skrive om sit liv

Dorte Pedersen driver egen syforretning, og så er hun spirende forfatter

BROVST:- Om fem år er jeg gået i gang med at skrive en bog. Det er først, da hun bliver tvunget til at forestille sig sin egen fremtid, at 39-årige Dorte Pedersen afslører, hvordan hendes indre forfatter går og sysler med en udgivelse. En bog, der skal handle om hendes eget liv, og de oplevelser hun har haft i forbindelse med, at hendes søn i to omgange var alvorligt syg. Og om hvordan man vender livets negative sider til noget positivt. Til daglig passer Dorte Pedersen sit job som kassedame i Dagli'Brugsen i Tranum. Et job hun er særdeles glad for - ikke mindst på grund af kollegerne. - De betyder utrolig meget. Det er dem, der gør, at jeg er glad ved at stå op klokken seks om morgenen for at møde på arbejde, roser Dorte Pedersen. Det er kun tre måneder siden, hun startede i jobbet. I 15 år før dét lavede hun vagtplaner, festaftaler, servering og en hel masse andet på Himmerlandsfondens Kursuscenter i Tranum Klit. Dorte Pedersen er født i Tranum, og efter nogle år på Gjøl er hun nu flyttet tilbage til landsbyen med sin mand og børnene, en pige på 18, en dreng på 15 og en lille efternøler på 3. Manden har for nylig startet sit eget enmandsfirma, som udfører forskelligt manuelt reparationsarbejde og handywork. Dorte Pedersen har selv et syfirma, hvor hun lægger bukser op eller ned, syer lynlåse i og andet forefaldende syarbejde for de kunder, som den klassiske mund-til-mund-reklame skaffer rigeligt af. En gammel drøm om at blive socialrådgiver lever stadig hos Dorte, men foreløbig er den lagt i skuffen på grund af økonomien. Til gengæld bliver bogplanerne måske snart hevet frem i lyset, som et supplement til arbejdet bag kassen. - Jeg har oplevet så ufattelig mange ting på godt og ondt, men det vigtigste for mig er at have en familie, som er sund og rask, fortæller Dorte. Dét har ikke altid været en selvfølge. For tolv år siden blev hendes søn syg. I to måneder gik Dorte hjemme og passede drengen, uden at få besøg på grund af smittefaren. Kort tid efter at han var erklæret rask, gik det galt igen. En dag forsvandt al kuløren fra drengens ansigt og krop, og han blev helt askegrå. - Jeg kunne stå og se det ske, fortæller Dorte. Schönlein-Hennoch hedder den sjældne sygdom, som får alle de små blodkar til at briste, og som var meget tæt på at tage Dortes søn fra hende. Efter 5-6 uger på hospitalet genvandt drengen dog sin styrke, og i dag lever han uden mén. Siden har Dorthes yngste datter fået konstateret børneleddegigt. Men det sidste halve år har pigen været medicinfri, så drømmen en sund og rask familie er ved at gå i opfyldelse. - Når man finder ud af, at ens barn er syg, har man allermest lyst til at begynde at græde. Man er helt ødelagt, men man er nødt til at være ufattelig stærk. Jeg kan ikke forstå, hvor kræfterne kommer fra, men man finder pludselig et overskud, beretter Dorte, som trods modgangen altid har fokuseret på de positive ting. - Det skal være den røde tråd i min bog. At stå op om morgenen og se den positive side af livet. Det er utrolig vigtigt at være åben og imødekommende. Alt det gode, man gør, kommer ikke skidt tilbage. Hvis man er god ved folk, så er de venlige og søde mod én. - For eksempel i dag kom en kunde og gav mig en æske chokolade, han lige havde købt og sagde, at den skulle jeg have, fordi jeg er så venlig, fortæller den kommende forfatter, som skal hjem til familien, når en lang arbejdsdag bag kasseapparatet er slut.