Dorthe Stiller inspireres i toget og ved havet

Kunst 20. april 2003 08:00

Ø. BRØNDERSLEV: Overalt, hvor hun færdes, inspireres hun af det, hun ser. Det er uanset, om det er i toget på vej til sit arbejde i Hjørring, om det er på en tur ved Vesterhavet, eller det er på rejser i udlandet. Og mange af de ting, hun går og grubler over, kommer til udtryk i billederne. Dorthe Stiller fra Brønderslev udstiller hele påsken i Det Gamle Slagteri på Hyldevej i Ø. Brønderslev. Her udstiller hun sammen med Kirsten Olesen og Gitte Kalstrup Jensen fra Aalborg. - Jeg maler også flotte huse. Det kan være teknisk forvaltning i Brønderslev, Jens Bangs Stenhus i Aalborg eller andre. Også når jeg er på ferie syd på, får jeg inspiration. Forleden fik Dorthe Stiller et barnebarn, og her udtrykte hun sin nervøsitet, i et billede. - Jeg skulle jo have noget at få tiden til at gå med, mens min datter lå dér, siger hun. Jeg kradsede lidt i billedet. - Min stil er nok mest det ekspressionistiske, siger hun. Hun har lagt en ny stil, for som hun siger: - Folk skal jo have noget nyt at se på. Men også noget af den kendte stil er tilbage. Dorthe Stiller var fra 1996 til 1999 elev på Aalborg Kunstskole, og i 1999 sluttede hun uddannelsen til billedkunstlærer på Aalborg Seminarium. Hun er medlem af kunstgruppen Oktaven. For at få mere tid til at male, er hun gået på deltid i dametøjsforretningen Skott i Hjørring. Gitte Kalstrup Jensen, der er ny i Ø. Brønderslev-galleriet, udstiller keramik. Der er mulighed for at se Frodige Fruer fra Frydendal. Kirsten Olesen, der tidligere har udstillet i galleriet, udstiller også oliemalerier.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...