Dortmund er i videre trods nederlag

Zenit vandt med 2-1 i Dortmund, men resultatet var ikke nok til at sende tyskerne ud

Dortmunds Sebastian Kehl (tv.) fejrer, at holdet er videre i Champions League. Foto: JOHN MACDOUGALL/Scanpix

Dortmunds Sebastian Kehl (tv.) fejrer, at holdet er videre i Champions League. Foto: JOHN MACDOUGALL/Scanpix

DORTMUND:Mens det tyske mesterskab er helt ude af syne, kan Borussia Dortmund fortsætte jagten på den store triumf i Champions League, som klubben var så tæt på i sidste sæson.

Træner Jürgen Klopps tropper tabte ganske vist returkampen mod Zenit Skt. Petersborg med 1-2, men det resultat sender alligevel tyskerne ned i den krukke med otte hold, som Uefa skal bruge til at trække lod til kvartfinalerne på fredag.

Dortmund gik nemlig ind til kampen med et solidt rygstød i form af 4-2-sejren på udebane i den første kamp, og derfor blev det aldrig helt spændende, selv om russerne strittede flot imod.

Hulk bag pragtmål

Zenit ansatte tirsdag Andre Villas-Boas som ny træner efter den fyrede Luciano Spalletti, men portugiseren var ikke i trænersædet på Westfalenstadion.

Der sad den midlertidige chef Sergej Semak, og han kunne se angrebsstjernen Hulk lave et pragtmål til 1-0 efter 16 minutters spil.

Den store brasilianer tromlede forbi et par modstandere, inden han smadrede bolden i mål fra lang afstand og tændte et lille håb for de undertippede russere.

En underholdende forestilling

Zenit skulle vinde med tre mål for at gå videre, og den drøm havde liv indtil kort før pausen, da Dortmunds veterananfører Sebastian Kehl nåede højest ved et hjørnespark og headede udligningen ind for hjemmeholdet.

Tilskuerne i Dortmund fik en overraskende underholdende forestilling med tanke på, at det meste syntes afgjort på forhånd. For Zenit spillede deres mikroskopiske chance og gik også til angreb efter pausen, og 17 minutter før tid kunne indskiftede Salomon Rondon bringe gæsterne foran på ny.

Der skulle dog fortsat to Zenit-scoringer til at sørge for sensationen, og det var for meget at forlange af Semaks mandskab, der nu er færdig i europæisk fodbold for denne gang.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.