Udland

Downing Street: Blairs toprådgiver træder tilbage

Den britiske premierminister, Tony Blairs toprådgiver, Alastair Campbell, træder tilbage, oplyser Downing Street.

- Vi aftalte den 7. april i år, at jeg med bestemthed ville gå af her i sommer, og jeg har nu givet premierministeren formel besked om min beslutning om at træde tilbage, udtalte Campbell i en erklæring. En Downing Street-talsmand sagde, at Campbell ville forlade embedet i løbet af få uger. Campbell har været en central skikkelse i forbindelse med den retslige undersøgelse om den omstridte rapport fra september i fjor om Iraks påståede masseødelæggelsesvåben og våbeneksperten David Kellys formodede selvmord i juli i år. Tony Blair afgav torsdag vidneudsagn i sagen, der har udløst den værste krise i hans embedstid. /ritzau/AFP