Dr. Dante-teaterpionér

Jesper Hyldegaard fylder tirsdag 50 år.

Jesper Hyldegaard fylder tirsdag 50 år.

¤Jesper Hyldegaard, skuespiller, fylder tirsdag 50 år. Jesper Hyldegaard var med til at skrive dansk teaterhistorie, da han sammen med "et par andre forkælede forstadsunger" - som Nikolaj Cederholm har beskrevet dem - var med til at starte Dr. Dante's Desperate Renovationsshow i en nedlagt møbelforretning i Allerød i 1979. Sammen med vennerne drog Jesper Hyldegaard også rundt på landets gymnasier og lavede alternativt teater, hvor forbilledet var Monty Python og dadaisme - det skøre og det fordrejede, som Hyldegaard har fortalt. Karrieren har ført ham vidt omkring i dansk teaterliv. Han var en del af teatertruppen i Allerød frem til 1987 og tilknyttedes i 1992 Dr. Dantes Aveny, da truppen var flyttet til København og havde givet plads til Mungo Park i Allerød. Jesper Hyldegaard blev uddannet på Statens Teaterskole i 1991 og har siden vist et originalt komisk talent på scener som Grønnegårdsteatret, Det Kongelige Teater, Østre Gasværk, Plan B og Kaleidoskop. Men også klassiske dyder som Hjalmar Ekdal i Ibsens "Vildanden" på Aalborg Teater og Helmer i Ibsens "Et dukkehjem" på Mungo Park. Til hans mest roste roller hører en rørende, selvbevidst og utålelig H.C. Andersen i Niklas Rådströms "Gæsten" på Odsherred Teater i 2005. Jesper Hyldegaard har også ført sig frem som iscenesætter, bl.a. af Belbels "At dø eller ikke dø" på Østre Gasværk i 2003, ligesom han har skrevet stykker til både Mungo Park og Aveny. På film debuterede Hyldegaard i 1990 med titelrollen i "Adam Hart i Sahara", bygget på Erwin Neutzsky-Wulffs roman, og har siden haft roller i film som "Nattevagten, "Klinkevals", "Små ulykker" og "Drabet". Hertil kommer medvirken i flere af de klassiske tv-serier som "Strisser på Samsø", "Krøniken" og "Sommer". /ritzau/

Forsiden