DR præsenterer ny plan: Vil være fuldt ud digital

Direktørområdet "DR Medier" nedlægges, men det fører ikke til fyringer, siger DR-direktør.

Generaldirektør i DR Maria Rørbye Rønn siger i en pressemeddelelse, at DR's tilbud skal udvikles til brugerne i den digitale virkelighed. (Arkivfoto)

Generaldirektør i DR Maria Rørbye Rønn siger i en pressemeddelelse, at DR's tilbud skal udvikles til brugerne i den digitale virkelighed. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:DR skal udvikles til en "fuldt ud digital public service-institution".

Det oplyser DR i en pressemeddelelse, der omhandler en omfattende plan for digital udvikling.

- Vi kan se, at danskerne ikke er på vej til at blive digitale. De er digitale. Og tempoet, hvormed de bruger digitale tilbud, vokser hurtigt, siger generaldirektør i DR Maria Rørbye Rønn.

- Så DR skal nu udvikle sig endnu en gang og forny sig for at være relevant og skabe værdi for danskerne fremadrettet, og for at vi kan løse vores public service-opgave om at understøtte demokrati og bidrage til dansk kultur og understøtte fællesskaber i Danmark, siger generaldirektøren.

Planen indeholder ifølge Rørbye Rønn tre ting:

En tydelig retning til at udvikle DR til en fuldt ud digital public service-institution. Seks initiativer med udvikling inden for indhold, platforme og relationen til brugerne. Og så ændres der i organisationen.

Konkret nedlægger DR afdelingen DR Medier, mens der til gengæld oprettes et nyt område ved navn DR Bruger, Marked og Publicering.

Det fører dog ikke til fyringer, fordi medarbejdere i stedet rykkes til andre områder såsom DR Nyheder og DR Kultur, Børn og Unge.

- Så det her er ikke en spareplan. Det er en udviklingsplan, siger generaldirektøren.

Som et eksempel på ændringer af indhold fremhæver generaldirektøren nyhedspodcasten "Genstart", der er udviklet som podcast, der udsendes om morgenen på hverdage. Bagefter sendes det på radiokanalen P1.

- Vi skal i højere grad udvikle indholdet, så det fungerer til et digitalt udkomme, og så bruger vi det selvfølgelig også på flow bagefter, men vi skal have ændret det udgangspunkt.

- Og det skal vi med alle genrer, og det bliver et udviklingsarbejde, der kommer til at stå på over mange år, siger Maria Rørbye Rønn.

Et af målene med planen er, at otte ud af ti danskere i 2023 ugentligt bruger DR's digitale tjenester. Og at mindst tre ud af fire danskere oplever, at DR's indhold giver dem værdi i løbet af en uge.

Blandt andet skal DRTV ifølge planen være alle danskeres streamingtjeneste, og generaldirektøren nævner, at der skal udvikles nye dokumentarer specifikt til den tjeneste.

Der skal også være et nyhedstilbud skræddersyet til platformen.

Den nye plan fører ikke til ændringer for radiokanalerne P6 og P8, der står til at blive nedlagt ved årets udgang. DR har ikke selv planer om at prioritere kanalerne på bekostning af andet indhold.

- Det er ikke på tegnebrættet nu, nej, siger Maria Rørbye Rønn.

Som led i organisationsændringerne samler DR al fiktion under ét, og Henriette Marienlund bliver fiktions- og udviklingschef i spidsen for området.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden


Breaking
Skandinavisk koncern køber ikonisk nordjysk ferieresort
Luk