DR sender fra 12 gudstjenester over jul og nytår

I år sender DR live fra 12 gudstjenester over jul og nytår, så alle - trods corona - kan være med.

KØBENHAVN:Selv hvis corona forhindrer, at man kan komme i kirke over jul og nytår, betyder det ikke, at man skal undvære salmer og prædikener.

Fra 24. december til 3. januar sender DR live fra 12 gudstjenester rundt om i landet. Det oplyses i en pressemeddelelse.

I år er julen noget særligt på grund af corona. Det siger Lisbeth Langwadt, programchef for kultur, aktualitet og dokumentar i DR.

Hun peger på, at julen, der er forbundet med traditioner og fællesskab, i år er afløst af adskillelse fra familie og venner.

- Det betyder også, at mange kan have svært ved at komme i kirke, og derfor er det selvfølgelig en opgave for DR at bringe julegudstjenesterne hjem til seere og lyttere i en højtid, som er vigtig for rigtig mange mennesker.

DR har siden 1925 sendt gudstjenester ud i æteren. Sidste år sendte DR ti gudstjenester omkring jul og nytår.

Antallet afhænger af, hvordan helligdagene falder, og stigningen skyldes derfor ikke coronasituationen, oplyser DR.

Gudstjenesterne, der bliver sendt, finder sted i blandt andet Vor Frue Kirke i København, Budolfi Kirke i Aalborg og Peterskirken i Rom.

De 12 gudstjenester bliver sendt på tv-kanalen DR1 og radiokanalen P1.

På DR1 er Risskov Kirke årets julekirke, hvorfra der sendes 24. og 25. december. På P1 er det Viborg Domkirke, der er årets julekirke.

Juleaftensdag lægger Phillip Faber, der er chefdirigent for DR Pigekoret, på DR1 op til udsendelsen fra gudstjenesten fra Risskov. Her vil han ligesom i programmet "Fællessang" varme seerne op.

Der bliver også stillet om til Skt. Pauls Kirke i København, hvor musikeren Anne Linnet skal optræde med en af sine julesange.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.