DR sender fra Dana Cup

Brian Laudrup ved stadig, hvordan man snyder en direkte modstander. Her er han i national-oldboystrøjen i en kamp i Farsø 2004.  Arkivfoto

Brian Laudrup ved stadig, hvordan man snyder en direkte modstander. Her er han i national-oldboystrøjen i en kamp i Farsø 2004. Arkivfoto

HJØRRING:- Og vi er igennem direkte fra Hjørring Stadion. Disse ord bliver sandsynligvis sagt af en DR-journalist 27. juli omkring klokken 20.00 DR har nemlig købt rettighederne til Danmarks kamp ved den firenationers-turnering for oldboys-landshold, der spilles under Dana Cup i år. Landsholdet skal spille én kamp, og redaktionschef Jan Rosendal fra DR regner med sende kampen direkte på DR1. - Oldboys-landsholdet er ikke bare et almindeligt oldboyshold. Det er de største koryfæer, som plejer at stille op på det hold, vurderer Jan Rosendal. Manager i Fortuna Hjørring, som arrangerer Dana Cup, John Robert Larsen mener, at det vil betyde "en hel del for Dana Cup", at DR kommer på besøg. - Vi plejer at have nok med presse på, men DR har ikke været for vakse til at komme. De har ikke forstået, at det største fodboldstævne i Danmark foregår heroppe, men nu kan de komme op og få syn på sagen, mener John Robert Larsen. Suveræne Brian og Michael Laudrup er sandsynlige deltagere på et dansk oldboys-landshold, der i mange år har været ganske suveræne. Modstanderen i kampen i Hjørring bliver enten Spanien, Frankrig eller Tyskland. En lodtrækning afgør, hvem der skal møde hvem, men Danmarks onde ånd - Spanien - kunne være en god modstander for Danmark. - Oldboyslandsholdet har tidligere været for suverænt, men sidste år tabte det til Spanien. Det tyder på, at Spanien tager kampene alvorlig. Jeg tror på god underholdning med seværdig fodbold, siger Jan Rosendal. Der er ikke kommet bekræftelse på nogen spillernavne endnu, men der skal nok blive stjernestøv på Hjørring Stadion. Ved en lignende turnering sidste år på Fyn stillede Danmark op med mange spillere fra EM 1992, mens Spanien havde et næsten helt ex-Barcelona-hold inklusive superstjerner som Salinas, Nadal, Amor og Luis Enrique.