EMNER

DR1 vil lave portræt af Hirtshals

Tv-hold bruger fire dage i november på at optage indslag til længere program om byen.

DR1 sender senere i november et tv-hold til Hirtshals for at optage en længere portrætudsendelse af byen. - Vi har fået at vide den vil blive sendt i januar eller februar næste år, og at de vil vise byen som den er. De har før lavet portrætter af byer i udkants Danmark, herunder fra Thyborøn og det har været ordentligt, siger handelschef Jens Brændgaard. Han har netop rundsendt en mail til medlemmer af den lokale handelsstandsforening, fordi DR1 henvendte sig til handelsstandens bestyrelse for at få inspiration til indholdet af portrættet af byen. I mailen opfordres medlemmer til at kommentarer og forslag, som foreningen vil bringe videre. - Vi har lovet at hjælpe, fordi de lovede det ikke vil være en kæmpe negativ udsendelse om Hirtshals, men at de vil udstille byen. Det har stor betydning for byens image, hvordan portrættet bliver lavet. Vi har allerede gjort opmærksom på de store tiltag, der er i gang i forhold til den store verden udenfor byen, oplyser Jens Brændgaard. Tv-holdet er i Hirtshals i dagene 23.-26. november, og nogle af de emner, som handelsstanden peger på er naturligt nok de voksende aktiviteter over Hirtshals Havn med blandt andet nye færger, borerig på vej til reparation og MarineShafts store vækst. - Der kan selvfølgelig komme skæve vinkler i udsendelsen, og det må vi leve med, tilføjer handelschefen. Og dermed tænker han på andre skæve indslag end dem Jan Gindtberg formentlig kommer med på et show på Hotel Hirtshals. Hans show vil indgå i udsendelsen.