Drab på åben gade: 12 års fængsel

Tre mænd er blevet idømt 12 års fængsel for drabet på en 27-årig mand i Øgadekvarteret i august sidste år.

Jesper Ramsing
Arkivfoto: Jan Pedersen
Drab 22. marts 2018 13:38 - Opdateret 23. marts 2018 08:22

AALBORG: Tre mænd er blevet idømt 12 års fængsel for drabet på en 27-årig mand i Øgadekvarteret i august sidste år.

Der er tale om den 28-årige Andreas Andreassen, den 25-årige Michael Moth Madsen og den 25-årige Givara Youssif Hamawandi, der er irakisk statsborger. Han blev samtidig idømt udvisning af landet for bestandigt.

Det har et flertal i nævningetinget ved Retten i Aalborg netop afgjort.

Drabet skete 5. august omkring klokken 18 sidste år i Langelandsgade, efter et biluheld i krydset Øster Alle/Langelandsgade. Her blev den 27-årige jagtet af de tre dømte, der indhentede ham ved hjørnet af Langelandsgade og Turøgade.

Den 27-årige blev stukket 12 gange med kniv og slået flere gange i hovedet med et jernrør for øjnene af flere borgere, der var vidner til drabet.

Det var blandt andet disse vidner, som retten lagde vægt på i dommen.

De tre dømte har under hele sagen nægtet sig skyldige i drab, og dommene blev også anket på stedet.

- Det er klart, at det ikke er det resultat, som vi stræbte efter, og derfor har vi anket afgørelsen til landsretten. Min klient vidste godt, at han i hvert fald ville blive dømt for vold med døden til følge, men vi synes ikke, at det er rimeligt, at han er dømt for drab i den her situation, sagde Michael Juul Eriksen, forsvarsadvokat for Andreas Andreassen.

Tema: KNIVDRAB I VEJGAARD

Vis flere
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...