Drab på læge kan presse mineryddere ud af Irak

Dansk Flygtningehjælp undersøger truslen mod lokalansatte ved projekt i Irak. Lokal læge er dræbt, og det kan få organisationen til at trække sig ud

Motivet er endnu ukendt, men er der tale om hævn for at arbejde for en international organisation, vil Dansk Flygtningehjælp overveje at trække sig ud af Irak. Meldingen kommer efter, at en lokal læge, der var ansat ved Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling i Basra, er fundet bortført og dræbt. - I yderste konsekvens frygter jeg, at vi må trække os ud. Hvis der er tale om en massiv trussel mod os som udenlandsk organisation, så kan vi ikke arbejde i Irak, siger Arne Vågen, international chef i Dansk Flygtningehjælp. Han tror dog ikke, at der er tale om hævn, for de lokale værdsætter flygtningehjælpens arbejde. Ifølge ham har lokalansatte heller ikke tidligere oplevet trusler. Arne Vågen hælder mere til, at lægen er blevet dræbt efter et røveri. Men det skal de kommende dages undersøgelser klarlægge. Indtil da er minerydningsprogrammets arbejde suspenderet, og de 200 lokalansatte ved projektet sendt hjem. Den irakiske læge, Yousif, forsvandt på vej hjem fra sit arbejde hos Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling, Danish Demining Group, mandag morgen. Hans lig blev fundet to dage senere. De lokale er under væbnet beskyttelse, mens de arbejder, men ikke til og fra arbejde. Mulighed for yderligere beskyttelse vil nu blive overvejet. Arne Vågen påpeger dog, at det vil sætte mere fokus på de lokales arbejde, og dermed øge risikoen. Minerydningsarbejdet er foreløbig stoppet til mandag, hvor Arne Vågen skal have et telefonmøde med Dansk Flygtningehjælps repræsentanter i området. Arne Vågen er dybt rystet over sagen. Han kendte personligt Yousif, som han betegner som en dygtig læge. Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling har arbejdet med ammunitions- og slagmarksrydning og mineoplysning i Basra regionen siden 2003. /ritzau/