Drabelige vikinger indtog havnen

SÆBY:Engang drog de danske vikinger hærgende rundt i Europa. Blodet flød, når sværdene blev sat på overarbejde, og rygtet om de vilde danskere bredte sig som en steppebrand. I går, mandag, skete det så. Nogle af disse vanvittige sværd-svingere indtog Sæby Havn og strandpromenaden. Bemandet med vikingeskibe og forskellige våben besatte de i løbet af kort tid et større område. Efter at de først havde spist deres madpakker på Paradisjordene altså. "Vikingerne" kom fra Sæby Privatskoles skolefritidsordning. Og den slags moderne vildbasser ved jo nok, at det ikke er let at hærge på en tom mave. Men når maven er fuld af rugbrød og frugt, kan de bare komme an, alle de andre. Vikingerne splittede sig op i to hold, og det ene indtog strandpromenaden, mens det andet drog hærgende ind på havnen. Sådan gik nogle timer, men til sidst stødte vikingerne på hinanden, og så blev der et stort slag. Det sjove optrin var Privatskolens bidrag til den igangværende kulturfestival LandArt, der i denne uge byder på adskillige arrangementer på havnen og strandpromenaden.