Drabet på Sonay for retten

Pigens far er tiltalt

Irak 1. september 2003 06:00

KØBENHAVN: Den 9. februar sidste år klokken 22.35 fik en dreng en sms-besked fra Sonay. Det var det sidste livstegn fra den 14-årige pige. Næste morgen blev hun fundet død i havnen i Præstø. Hun havde været udsat for vold og havde læsioner i hovedet, men havde været i live, da hun faldt eller blev smidt i vandet. Halvandet år efter Sonay Ashraf Ahmad Mohammads endeligt vil hendes far blive ført til anklagebænken i Østre Landsret i Næstved, tiltalt for at have slået sin datter ihjel i et æresdrab. Mandag begynder sagen mod den 35-årige mand. Retssagen bliver omfattende: 36 vidner skal afhøres foran nævningetinget, der først ventes at nå frem til en dom den 2. oktober efter i alt 16 retsmøder. Sagen vil i sjældent set grad fokusere på, om der er tale om et æresdrab. Årsagen til drabet var tilsyneladende, at den unge pige levede for meget som andre danske unge: hun havde kærester, gik i byen med vennerne og kastede dermed skam over familien. To år før Sonays død var forældrene blevet dømt for et forsøg på at ombringe pigen. Faderen havde fundet et foto af en dansk dreng i sin datters ejendele. Det udløste et voldsomt opgør i familien, hvor han forsøgte at kvæle hende med en el-ledning, mens moderen heppede opmuntrende på sin mand. Sonay mistede bevidstheden, men overlevede den brutale afstraffelse. Det viste sig, at pigen i årevis var blevet mishandlet af forældrene, fordi hun var for uregerlig og ikke levede efter forskrifterne. Drabsforsøget kostede den lille piges far en dom på seks måneders fængsel for grov vold, mens moderen blev idømt 10 dages betinget fængsel for at opildne til kvælningen af datteren. Pigen blev fjernet fra forældrene og bragt i sikkerhed hos en plejefamilie nær Præstø. Imidlertid flyttede hun kort før drabet tilbage til sine forældre, men bevarede sin danske levevis og havde blandt andet en kæreste. Aftenen inden hendes lig blev fundet i havnebassinet, var hun blev kørt til en Statoil-tankstation i Næstved af sin far, så hun kunne købe mere taletid til sin mobiltelefon. Derefter sendte hun sms-beskeden til drengen. Han svarede med det samme, men hørte ikke mere fra hende. Politiet satte straks efter fundet af den døde pige en talstærk styrke ind i opklaringen af sagen. Blandt andet blev rejseholdet tilkaldt, men det var en møjsommelig og vanskelig efterforskning. Faderen forklarede over for politiet, at han havde kørt sin datter hen for at købe et taletidskort, men at de var kørt hjem bagefter, og at hun kort efter var gået fra lejligheden i Birkehegnet. Efterforskerne brugte megen tid på at sætte sig ind i de religiøse og kulturelt betingede motiver, der kunne være til drabet på Sonay. Irakere og kurdere fra familiens hjemegn i Irak blev afhørt, for at betjentene kunne få et indblik i de normer, der gælder for unge teenagepiger i de kredse, Mohammadfamilien stammede fra. Også bøger som Naser Khaders ”Ære og Skam” og dele af Koranen blev studeret for at se nærmere på æresdrab og deres årsager. Samtidig blev familiens forhold endevendt. Den var kommet til Danmark fra Tyrkiet i 1997. Her havde den boet i nogle år efter at være flygtet fra Irak. Under opholdet i Tyrkiet blev den da syvårige Sonay angiveligt voldtaget, hvilket kastede skam over familien, der derefter valgte at bosætte sig i Danmark som flygtninge. For Sonay førte flytningen til fem års turbulent liv i landet, inden hun blev fundet drivende i Præstø Havn. En livshistorie, hvis punktum vil blive sat i Østre Landsret. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...