Drabs-mand afhøres om ny sag

AALBORG:Kriminalpolitiet i Aalborg undersøger nu, om 10-årige Sonja Emborgs drabsmand også har forbindelse til et over to år gammelt voldtægtsforsøg i Tønder. Den 44-årige skorstensfejer, Jan Beblein, var under sin uddannelse til skortensfejer tilknyttet EUC Syds skorstensfejerskole og boede periodevis i det tilhørende skolehjem i Tønder. Netop i perioden fra 1999 og frem til januar 2003 skete der flere overgreb mod kvinder og unge piger i området. Tønder Politi har nu med hjælp fra politiet i Aalborg indkredset de tidspunkter, hvor Jan Beblein opholdt sig på skolen, og ud fra de oplysninger er det kun relevant at se på en enkelt af sagerne, oplyser kriminalassistent Aage Schmidt fra Tønder Politi. Sagen drejer sig om et voldtægtsforsøg på en 14-årig pige, der 25. april 2001 skreg sig fri af et voldtægtsforsøg. Pigen stod ved 22.30-tiden og ventede på toget ved trinbrættet Tønder Nord, da hun blev overfaldet af en mand, der væltede hende omkuld og forsøgte at rive tøjet af hende. Men hendes skrig og modværge gjorde, at gerningsmanden til sidst flygtede. Kriminalkommissær Ejler Larsen, Aalborg, bekræfter, at man har modtaget sagen fra kollegerne i Tønder, og at den indgår i det samlede efterforskningsmateriale, men det er dog endnu for tidligt at sige, om der er grundlag for at sigte Jan Beblein for voldtægtsforsøget i Tønder, tilføjer han. Ifølge Ejler Larsen er der kun et signalement at gå efter - ingen tekniske spor. Den 14-årige pige har ifølge den lokale avis - JydskeVestkysten - i sin tid beskrevet gerningsmanden som 175 centimeter høj og muskuløs. Manden var iført joggingdragt af kraftig kvalitet. Pigen var ikke i stand til at sætte alder på manden. Kriminalpolitiet