Drab

Drabsmistænkt fængslet efter fund af død mand i Nuuk

Politiet har sigtet en mand for drab, efter at en mand blev fundet død i lystbådehavnen i Nuuk.

En mand, der er mistænkt for et drab på Grønland, er blevet varetægtsfængslet i 26 dage ved et grundlovsforhør lørdag.

Det skriver det grønlandske medie KNR.

Manden blev anholdt fredag, efter at have været efterlyst siden torsdag, hvor politiet fandt en død mand i havnen ved Pub Nuan i Nuuk.

Politiet i Sermersooq oplyste i en meddelelse torsdag, at politiet torsdag klokken otte om morgenen modtog en anmeldelse om et mistænkeligt forhold i Nuussuaq, der er en bydel i Nuuk.

Her havde en anmelder fundet personlige effekter og blod i området omkring Pub Nuan, men anmelderen kunne ikke finde ejeren til de personlige ting.

Da politiet ankom til stedet fandt det en livløs mand under isen ved Iggiaa-området. Manden blev senere erklæret død.

Efterfølgende efterlyste politiet en person, som blev set gående fra stedet, og det er den mand, som er blevet anholdt, oplyser politiet til KNR.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst