Drab

Drabsoffer blev også voldtaget

Politiet vil nu kontrollere tidligere dømte for sædelighedsforbrydelser

AALBORG:Den 85-årige Gerda Møller blev brutalt voldtaget før eller efter, at hun blev stukket ihjel i sit hjem på Kastetvej i Aalborg. Nordjyllands Politi frigav i går denne oplysning, og det sker primært med håbet om at få flere henvendelser fra vidner i den makabre drabssag. Der har i en rum tid verseret vedholdende rygter om, at den ældre kvinde også var blevet seksuelt mishandlet, og det bekræftes altså nu langt om længe af politiet. Hidtil har politiet dog hverken villet af- eller bekræfte dette forlydende. Hensyn til pårørende Vicepolitiinspektør Frank Olsen, Nordjyllands Politi i Aalborg, siger, at man har tilbageholdt denne oplysning af hensyn til efterforskningen. - Desuden var der også hensynet til den dræbtes pårørende, forklarer Frank Olsen. Politiet holder fortsat kortene meget tæt ind til kroppen i forhold til den nye oplysning om voldtægt. Frank Olsen vil således ikke fortælle, hvor længe politiet har ligget inde med oplysningen om voldtægten, ligesom han heller ikke vil sige, om der er tale om en fuldbyrdet voldtægt. Ifølge vicepolitiinspektøren giver obduktionen ikke svar på, om den 85-årige kvinde blev voldtaget, før eller efter at hun blev stukket ned. - Meget tyder på, at der er et seksuelt motiv bag overfaldet og drabet, der skete lørdag 26. maj mellem 17.00 og 19.00, siger Frank Olsen. - Vi kan naturligvis ikke sige det 100 procent sikkert, men da der tilsyneladende ikke er stjålet noget i kvindens hjem, så hælder vi mere og mere til den antagelse. Det betyder også, at politiet nu vil bruge ekstra tid og kræfter på at kontrollere og efterforske personer, der er kendt for tidligere sædelighedsforbrydelser. Biologiske spor Politiet har gerningsmandens dna-profil, efter at teknikerne fandt biologiske spor i Gerda Møllers lejlighed. Selv om politiet ikke vil konkretisere fundene, så kan der meget vel være tale om drabsmandens sæd eller blod - eller måske begge dele. Mandens dna-profil er kørt igennem politiets register, men uden at der er fundet et match. - Men der kan godt være en række personer, der er dømt for sædelighedsforbrydelser uden, at vi af den grund har registreret deres dna-profil. - Og det er dem, vi nu vil koncentrere os om, tilføjer vicepolitiinspektøren. Mangler et gennembrud Selv om der nu er gået over to uger, siden drabet uden et egentligt gennembrud i efterforskningen, afviser Frank Olsen at politiet er gået i stå: - Vi har flere spor, men vi har også brug for hjælp fra offentligheden, understreger Frank Olsen og tilføjer, at nogen må have hørt eller set noget i relation til drabssagen.