Drabssigtet dreng vil gerne fortælle

Forsvareren kæmpede forgæves for åbne døre i sagen om Stadionmordet

Forsvareren kæmpede forgæves for åbne døre i sagen om Stadionmordet Arkivfoto: Henning Bagger/Scanpix 2007

Forsvareren kæmpede forgæves for åbne døre i sagen om Stadionmordet Arkivfoto: Henning Bagger/Scanpix 2007

Den 15-årige drabssigtede dreng fra Aalborg, der er sigtet i den såkaldte stadionmord-sag, må ikke på nuværende tidspunkt give offentligheden sin version af, hvad der skete ved Aalborg Stadion kort før klokken seks lørdag morgen 27. oktober i fjor. Den afgørelse blev i går truffet af dommer Inger Birgitte Mikkelsen i Retten i Aalborg. Og den beslutning var drengens forsvarer, advokat Kristian Mølgaard, København, absolut ikke tilfreds med. Advokaten forsøgte således med en række argumenter at overbevise retten om, at der på nuværende tidspunkt i sagsforløbet er et udtalt behov for at lade drengen komme til orde i et åbent retsmøde, så også offentligheden kan høre hans version af begivenhederne - herunder hvorfor den 15-årige havde brugt sin mobiltelefon til at filme med. Påvirkning af vidner Derfor ønskede han, at gårsdagens retsmøde blev holdt for åbne døre. Han henviste i den forbindelse til, at politiet efter hans opfattelse havde ytret sig adskillige gange i medierne med hensyn til bl.a. motiv i sagen foruden kommenteret den filmsekvens af offeret, som den 15-årige skulle have optaget med sin mobiltelefon. Anklager, politifuldmægtig Mette Høg, Nordjyllands Politi i Aalborg, indledte nemlig retsmødet med at begære dørlukning med henvisning til bl.a. påvirkning af vidner og vidneforklaringer foruden sagens alvorlige karakter. Enden på argumentationen blev, at dommeren valgte at følge anklagerens begæring om dørlukning. Protesterede ikke Og efter en god times sagsbehandling for hermetisk lukkede døre blev dørene atter åbnet for de ca. 25 tilhørere, der herefter kunne høre dommeren fortælle, at den 15-årige har fået forlænget sin varetægtsfængsling med yderligere fire uger frem til 20. februar, hvilket der i øvrigt ikke blev protesteret over af forsvareren. Den kun 15-årige dreng er således sigtet for at have tævet den 48-årige musiklærer Henrik Bjerremand Kristensen fra Aalborg til døde. Han skulle efter politiets opfattelse have brugt en genstand eller et instrument til at slå offeret med, men indtil videre er det dog ikke lykkedes politiet at finde dette våben. Højrøstede supportere Cirka en snes unge drenge og piger var mødt op til fristforlængelsen i Retten i går, og de var alle kommet for at give psykisk opbakning og moralsk støtte til den drabssigtede. Også drengens mor var der for at bakke sin søn op. Ved sagens afslutning i går, modtog den 15-årige, der var iført sorte sko, mørke cowboybukser foruden en sort t-shirt, adskillige knus, kram og kys af venneflokken, før han blev eskorteret ud af retslokalet af de ledsagende betjente. Supporterne var i øvrigt forud for retsmødets start så højrøstede inde i selve retslokalet, at forsvarer Kristian Mølgaard fandt anledning til at formane de unge om at opføre sig stille og roligt og ikke vinke eller sige noget under sagens behandling. Under dørlukningen, mens gruppen af unge ventede utålmodigt ude på gangen, måtte betjentene også flere gange dysse de støjende unge ned. Mentalundersøgelse Anklager Mette Høg oplyser til NORDJYSKE, at den videre behandling af drabssagen afventer resultatet af mentalundersøgelsen af drengen. - Jeg vil skyde på, at den kan forventes færdigafsluttet omkring 1. februar, tilføjer hun. Politifuldmægtigen siger videre, at statsadvokaten afgør den endelige tiltaleudformning i sagen.