Randers

Drabssigtet søn i grundlovsforhør klokken 13

En 42-årig krigsveteran, der sigtes for at have dræbt sine forældre, fremstilles kl. 13 i grundlovsforhør

Foto: Frank Cilius/Scanpix

Foto: Frank Cilius/Scanpix

RANDERS:Østjyllands Politi fremstiller onsdag klokken 13 en 42-årig østjyde i et grundlovsforhør, hvor han vil blive sigtet for drabet på sine forældre.

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at anklageren af hensyn til politiets efterforskning vil anmode Retten i Randers om, at grundlovsforhøret bliver holdt for lukkede døre.

Grundlovsforhøret kommer, efter at politiet i flere døgn eftersøgte den 42-årige krigsveteran Lars Kragh og hans forældre, Kirsten og Jørgen Kragh.

Både politiet og pårørende var stærkt bekymrede for familiens velbefindende.

Tirsdag eftermiddag stod det klart, at bekymringen var begrundet. Her endte eftersøgningen med en tragisk bekræftelse af det, mange havde frygtet.

Lars Kragh blev anholdt i sine forældres bil ved Vonge Kirke vest for Horsens. I bilen var også to døde personer. Østjyllands Politi oplyste på et pressemøde tirsdag, at man formodede, at de to døde er den eftersøgtes forældre.

Det er posttraumatisk stresslidelse

Efter tre dages eftersøgning af Lars Kragh og hans forældre anholdt politiet tirsdag Lars Kragh i forældrenes bil. I bilen var to lig, der menes at være hans forældre.
Sønnen er en 42-årig krigsveteran. Han har været udsendt til Balkan. Han har ifølge Hærens Konstabel- og Korporalforening posttraumatisk stresslidelse.
* Posttraumatisk stresslidelse - PTSD - er en psykisk lidelse, der kan optræde, efter at man har været vidne til eller selv deltaget i livstruende hændelser såsom blandt andet krig, tortur, voldtægt, overfald, alvorlige ulykker, terroristangreb og røveri.
* PTSD er beskrevet langt tilbage i tiden. Der er skriftlige beskrivelser tilbage fra den amerikanske borgerkrig, hvor lidelsen var kendt som Da Costas Syndrom. Under Første Verdenskrig blev lidelsen kaldt granatchok.
* Det antages, at cirka en procent af befolkningen til enhver tid lider af PTSD.
* Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) lavede i 2012 en undersøgelse af de cirka 26.000 danske soldater, som havde været udsendt på internationale missioner for Danmark i årene 1992-2009.
* Hver sjette af dem havde siden udsendelsen enten fået en psykiatrisk diagnose, medicin mod psykiske sygdomme eller behandling for stofmisbrug.
* Især soldater, der havde været udsendt på missioner til det tidligere Jugoslavien var ramt af psykiske sygdomme og selvmord.
* Det skyldes ifølge forskerne formentlig, at psykiske problemer ofte først viser sig mange år efter udsendelsen.
* Vedvarende symptomer på overfølsomhed og anspændthed, såsom søvnproblemer, irritation eller vredesudbrud er hyppige. De fleste har vanskeligt ved at koncentrere sig og er anspændte.
* Mange oplever en stadig genoplevelse af den skræmmende hændelse både i vågen tilstand og under søvn.
* PTSD er en relativ langvarig og ikke sjælden kronisk tilstand.
* Ved kronisk PTSD har man perioder med øgede symptomer, hvorefter lidelsen går tilbage eller mildnes, men for nogen kan symptomerne være konstante og alvorlige i lang tid.
Kilde: sundhed.dk, netdoktor.dk,
/ritzau/

Politiinspektør Jan Andersen fra Østjyllands Politi ønsker onsdag morgen ikke at fortælle, hvordan forældrene er blevet dræbt.

Politiet har heller ikke ønsket at melde ud, hvor og hvornår parret er blevet dræbt, eller hvor længe de har ligget i bilen.

Familien blev efterlyst lørdag, efter at de ikke havde givet lyd fra sig siden torsdag.

Allerede søndag gav politiets efterforskning næring til den frygt, som siden viste sig at være virkelighed. Ved en ransagning på sønnens bopæl fandt politiet noget, der gav anledning til ”bekymring” for familiens skæbne. Det er ikke oplyst, hvad det var, politiet fandt.

Familien og især forældrenes koksgrå VW Golf blev efterlyst. Mandag aften blev den og Lars Kragh set ved Blåvand. Men både bil og mand var væk, da politiet nåede frem.

Tirsdag morgen var bekymringen vokset yderligere hos Østjyllands Politi, da man offentligt meldte ud, at der kunne ligge en alvorlig forbrydelse bag familiens forsvinden.

De bange anelser blev bekræftet ud på eftermiddagen. Da fik politiet et tip om, at bilen kørte rundt i området vest for Horsens. En større politistyrke fik standset bilen, og Lars Kragh blev uden videre dramatik anholdt klokken 16.16.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst