Drabstal falder i tre amerikanske storbyer

Baltimore har med 620.000 indbyggere flere drab end New York, som har 8,4 millioner indbyggere.

Drab 2. januar 2018 10:01 - Opdateret 2. januar 2018 12:03

De amerikanske myndighederne i New York, Chicago og Washington melder alle om en markant nedgang i drabstallene i 2017. Men i Baltimore i staten Maryland er tendensen den modsatte.


Faldet i antallet af drab er særligt markant i New York, hvor der den 27. december var registreret 286 drab i løbet af 2017. For et år siden blev antallet af drab i storbyen opgjort til 334.
I 1990 blev der registreret 2245 drab i New York, og tallene fra 2017 er de laveste siden 1950'erne.
Ifølge avisen New York Times er alle kategorier af kriminalitet i tilbagegang i storbyen - fra voldtægter til biltyverier. Samtidig har voldskriminaliteten i New York været støt faldende gennem 27 år i træk.
I Chicago var drabstallet i 2016 det højeste i to årtier.
I alt blev mindst 754 mennesker dræbt i byen. Men denne tendens ser ud til at være ovre, da antallet af dræbte i 2017 er på 650 - den største nedgang for et år siden 2004, skriver Chicago Tribune.
I Washington D.C. faldt antallet af drab fra 135 i 2016 til 116 i 2017. Dermed er byen tilbage på niveauet for to år siden.
Men trods lavere drabstal er Washington berygtet for meget grusomme drab - blandt andet en halshugning, som sættes i forbindelse med bandekriminalitet.
Baltimore kæmper også mod bandekriminalitet, og byen blev rystet af voldelige optøjer, efter at den 25-årige Freddie Gray blev dræbt, da han var i politiets varetægt.
I alt blev 343 personer dræbt i byen sidste år. Det var en stigning fra 318 året før, skriver Baltimore Sun.
Dermed har byen med 620.000 indbyggere flere drab end New York, som har 8,4 millioner indbyggere.
/ritzau/AFP/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...