Drabstiltalt dyrkede våbenkyndige venner

Den narkodømte CS lavede kriminalitet sammen med BM. Begge er tiltalt for at have dræbt Henrik Madsen.

Drabstiltalt dyrkede våbenkyndige venner

Den ene af de tiltalte i sagen om det påståede drab på forretningsmanden Henrik Haugberg Madsen har haft tætte kontakter til mænd, der er meget våbenkyndige.

Den 48-årige CS skal have besøgt den ene af vennerne ved Silkeborg i februar 2011. Med sig havde han en revolver, som ifølge vennen blev gravet ned ved nogle grantræer.

Vennen har fortalt politiet, at CS havde en flaske brintoverilte med, og at det blev brugt til at rengøre våbnet med.

- Det passer ikke, siger CS under afhøringen i Retten i Næstved tirsdag.

- Jeg havde en flaske whisky med til hans fødselsdag, forklarer han.

På et tidspunkt kørte CS og vennen til Tyskland, hvor de købte to pistoler på et overskudslager. De var ikke funktionsduelige, men vennen skulle forsøge at gøre dem brugbare.

Et billede af den ene pistol sendte CS som mms til sin daværende hustru. "Din indflyttergave ..." lød overskriften.

Anklagerne mener, at CS og Henrik Madsens registrerede partner begik drabet i en feriehytte i Karrebæksminde i november 2010.

CS skal have brugt den revolver, som senere blev gemt af vejen ved Silkeborg. Og påstanden er, at det var den jyske ven, der havde lavet en lyddæmper til revolveren.

De hævder også, at CS forinden havde købt revolveren af en anden kammerat - men dette afvises af CS.

Under afhøringen sidder den tætbyggede mand med foldede hænder på bordet foran sig og svarer med lav og rolig stemme.

På de aflytninger, som anklagerne afspiller af hans samtaler, er der derimod gejst og grin. Der tales om politiet som "svin" og tales delvist i koder.

Efter at have afsonet to domme på i alt 14 år for især narkotika blev CS løsladt i sommeren 2010 og flyttede ind i et lille rækkehus i Herfølge.

Herfra dyrkede han også kontakten til kammeraten BM, der er tiltalt for at have deltaget i drabet på Madsen, og som han lærte at kende i Nyborg Statsfængsel.

Efter mange års samliv med Madsen havde BM fundet en kvindelig kæreste, da Madsen forsvandt - og formentlig myrdet. Forinden var BM og CS begyndt at lave forretninger sammen.

- Det har stort set været kriminalitet det hele, siger CS. Blandt andet indrettede de et bordel i en stor ejendom i Appenæs ved Næstved.

Anklagerne hævder, at BM gav CS 100.000 kroner for drabet og desuden overdrog ham syv ejendomme.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.