Drabstiltalt lever af plat og svindel

Partner til den formodede dræbte Haugberg Madsen siger, at han lever af bedragerier.

Drabstiltalt lever af plat og svindel

Partneren til den muligvis dræbte forretningsmand Henrik Haugberg Madsen beskriver sig selv om et venligt menneske - og hans forsvarer fortæller, at han lever i en verden af plat og svindel.

I nævningesagen i Næstved spørger senioranklager Morten Ebbe Nielsen BM, hvordan han vil beskrive sig selv.

- Jeg er normalt et venligt, rart og hjælpsomt menneske. Men jeg kan godt blive vred, svarer den tætbyggede, skaldede BM.

Han nægter at have dræbt partneren for godt to år siden i en feriehytte i Karrebæksminde. Og han afviser også påstanden om, at han skal have parteret liget, som er væk.

Men senioranklageren afspiller aflytninger, som afslører, at vold ikke er ham fremmed.

Under en samtale siger BM til en anden, at den tredje person skal have besked om, at han vil klippe fingrene af ham.

Også forsvareren, advokat Merethe Stagetorn, forsøger at tegne et portræt af sin klient.

- Det miljø, han færdes i, er nok lidt specielt, som hverken de juridiske dommere eller nævningerne befinder sig i. Der er meget plat og plattenslageri, siger hun.

BM er dømt for vold, røveri, forsikringsbedrageri og momssvindel, og en hel del blev begået sammen med Haugberg Madsen.

I øvrigt fortæller han, at han næsten har færdiggjort uddannelsen som kok og som tømrer.

- Vi forsøgte at få nogle ejendomme op at køre, siger han om partnerskabet med Haugberg Madsen.

Efter Madsens forsvinden solgte BM i øvrigt syv selskaber til den medtiltalte CS's selskab INO Invest - prisen var én krone pr. styk.

BM har også beskæftiget sig med catering, fortæller han.

- Og så har vi lavet bedragerier, siger BM under afhøringen.

Senioranklageren vil vide, om han er troværdig og ærlig.

- Man er jo ikke ærlig, når man svindler, siger BM, der også oplyser, at han aldrig tidligere har ladet sig afhøre af politiet.

- Man taler ikke med politiet i vores branche, siger BM. Men i den aktuelle sag om det påståede drab på partneren har han fraveget sin normale praksis.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.