Drabsvåben fra gammel mordsag måske fundet Hemmelighedskræmmeri: Politiet vil ikke ud med detaljer om pistol, der måske dræbte vietnamesisk ejer af grillbar i Bogense

Odense: Med assistance fra beredskabskorpset er politiet måske kommet et skridt nærmere opklaringen af det fire år gamle skuddrab på en grillbarejer i Bogense. En pistol er fundet på bunden af Århusbugten ud for Løgten. Vicepolitiinspektør Henrik Justesen hos Fyns Politi bekræfter, at der er fundet en pistol, men vil i øvrigt ikke udtale sig om sagen før i slutningen af næste uge. - Vi ved endnu ikke, om pistolen har forbindelse til sagen, siger han. Men han erkender dog, at eftersøgningen i det efterårskolde havvand ikke skete på lykke og fromme. Politiet havde en idé om, at der måske lå noget interessant på stedet. Den 45-årige Nhut Thai Ngyen blev skudt, da han om aftenen den 19. december 2004 sammen med sin hustru kom ud fra sin grillbar i Bogense. BMW fundet i Mariager Fjord Efterforskningen i sagen lå længe stille, indtil det for nylig lykkedes politiet at kæde fundet af en BMW på bunden af Mariager Fjord sammen med drabet. Vidner så netop en sådan BMW efter drabet. En 55-årig mand sidder fængslet, og politiet leder efter endnu en mistænkt person. Det er årsagen til politiets hemmelighedskræmmeri, som også gav sig udslag i, at den 55-åriges to timer lange grundlovsforhør 15. oktober foregik bag lukkede døre. Under drabet skød to gerningsmænd løs uden varsel mod ofret og hans kone, da parret en mørk decemberaften forlod grillbaren Tex Grill. Konen blev ikke ramt. Ifølge politiet har de to mænd formentlig ventet et stykke tid på ofret, der døde af et skud i brystet, som perforerede hjertet. /ritzau/